Eks-Barca-træner: Derfor kommer jeg til Danmark

- Jeg vil gerne lære et nyt sprog, opleve en ny kultur og være en del af Brøndbys spændende projekt, siger Albert Capellas

(Arkivfoto: Broer van den Boom)
(Arkivfoto: Broer van den Boom)

Han er privat ven med Keld Bordinggaard, har tætte relationer til DBU og har ved flere lejligheder inspireret de danske unglandstrænere om sin tid som koordinator for akademiet La Masia i Barcelona.

Mandag var 46-årige Albert Capellas på lynvisit hos sin kommende arbejdsgiver - Brøndby - hvor han tiltræder 11. juni som assistent for Thomas Frank.

Se også: Frank: Capellas kommer med internationalt snit

Han var med, da Brøndby præsenterede den nye talentsatsning - Brøndby Masterclass - og kan nikke genkendende til den vej, Brøndby satser i fremtiden.

- Brøndby har en god vision for fremtiden. De har klare ideer om, hvilken vej vi skal gå, siger Albert Capellas.

Albert Capellas er aktuelt assistentræner i Vitesse, men ni år af sit liv helligede han mægtige Barcelona, hvor han både har været assistent for reserverne og koordinator for klubbens berømte akademi.

- Jeg har sagt ja til muligheden i Danmark fordi, jeg godt kan lide den nordiske kultur, og så er Danmark et godt sted at bo. Selvfølgelig har I ikke samme vejr som Barcelona, men det lever jeg fint med. Jeg tror på det her projekt og glæder mig meget til at begynde i jobbet, siger Albert Capellas.

Se også: Brøndby henter tidligere Barca-træner

Fra sidelinjen har Albert Capellas fulgt med i den straf, som Barcelona har fået for at hente talenterne alt for tidligt. Han er lidt forundret over straffens længde til den spanske storklub.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men jeg kan sige, at akademiet i Barcelona er et perfekt sted. Man tager virkelig hånd om de unge. Man passer på dem og udvikler dem.

- Men det er klart, at man skal have respekt for UEFA og FIFAs regler, fastslår Albert Capellas.

Se også: Triste hollændere: Brøndby nupper en dygtig træner

Han er resten af sæsonen fokuseret på at hjælpe Vitesse til at forsvare fjerdepladsen i Æresdivisionen og tiltræder i Brøndby 11. juni, når spillerne begynder efter sommerferien til forberedelserne til den nye sæson.

- Min kone og mine to børn på 8 og 12 år glæder sig også til at komme til Danmark, siger den kommende trænerassistent, der kun var på lynvisit i Brøndby.

0 kommentarer
Vis kommentarer