Amartey-agent: FCK og BIF altid interessante

Daniel Amartey sættes i forbindelse med Brøndby, og spillerens agent fastslår, at Brøndby sammen med FCK altid vil være en interessant destination.

Daniel Amartey. (Foto: Zuma Press)
Daniel Amartey. (Foto: Zuma Press)

Brøndby bliver i dag sat i forbindelse med den ghanesiske forsvarsspiller Daniel Amartey, der regnes som et af de største talenter i Sverige, hvor han til dagligt tørner ud for Djurgården. De blå-gule råder i øjeblikket over en aldrende superstjerne i form af Khalid Boulahrouz, men det er en offentlig hemmelighed, at han næppe får sin kontrakt med Brøndby forlænget efter sæsonen.

Derfor pønser Vestegnsklubben angiveligt på at skifte Boulahrouz ud med en yngre model, og det kan altså blive 19-årige Daniel Amartey, der selv taler varmt om Brøndby.

Ghaneserens agent er mere tilknappet, når snakken falder konkret på Brøndby.

- Jeg har et princip om, at jeg ikke kommenterer på konkrete klubber i forbindelse med de spillere, jeg repræsenterer. Det gælder også for Daniel, siger Patrick Mörk til tipsbladet.dk.



Se også: Brøndby jagter ghaneser

Han lægger dog ikke skjul på, at et skifte til dansk fodbold vil være et skridt i den rigtige retning for Daniel Amartey – og for den sags skyld alle spillere i den svenske liga.

- Generelt kan jeg sige, at klubber som FC København og Brøndby er større, end dem man finder i Sverige. Der er mange store spillere i de to klubber, og svenske spillere er altid åbne for et skifte til FCK og Brøndby. Det er et godt skridt at tage for alle i Sverige. Hvis FCK eller Brøndby vil have en af mine spillere, så vil det i alle tilfælde være meget interessant, siger Patrick Mörk og fortsætter:

- Hvad Daniel angår, så er der store klubber, der følger ham, og vi skal sammen finde ud af, hvad der er bedst for ham. Den svenske liga er meget dårlig, men det kan måske være fint for Daniel med den alder, han har nu. Omvendt vil det også være en større udfordring for ham at komme til en større klub.

Se også: Norsk talent kan blive verdens bedste: Debuterede som 15-årig

Den svenske agent er ikke i tvivl om, at der er en kommende superstjerne gemt i Daniel Amartey – af samme årsag er det heller ikke tilfældigt, at Liverpool sidste år kæmpede hårdt for at få ham til klubben.

- Det er lidt en speciel historie med Daniel. Han indgik allerede en aftale med Djurgården, da han var 16, men han måtte først skifte officielt, da han var fyldt 18. Det vil sige, at han trænede med Djurgården i to år på et turistvisa, inden han som 18-årig var gammel nok til at spille.

Se også: Wilbek er i tæt dialog med Brøndby

- Siden da har han været den bedste spiller i alle deres kampe. Han startede som cental midtbanespiller, men sidste sommer blev han omskolet til central forsvarsspiller med det resultat, at modstanderne ikke kunne score. Djurgården spillede som hold en elendig kamp i går (Djurgården tabte 2-3 til AIK Stockholm, red.), og det var heller ikke Daniels bedste kamp, men generelt præsterer han på et enormt højt niveau, lyder det fra Patrick Mörk.

Brøndbys sportschef Per Rud har ikke ønsket at kommentere på Daniel Amartey.

0 kommentarer
Vis kommentarer