'Brøndby går jo bare i vores andres fodspor'

FCMs direktør Claus Steinlein glæder sig til at se opskriften på, hvordan Brøndby både skal have sportslig succes og en økonomi, der hænger sammen

Claus Steinlein (t.h), direktør i FC Midtjylland, synes Brøndby serverer gammel vin på nye flasker med deres nye talentsatsning. (Foto: Claus Bonnerup)
Claus Steinlein (t.h), direktør i FC Midtjylland, synes Brøndby serverer gammel vin på nye flasker med deres nye talentsatsning. (Foto: Claus Bonnerup)

Brøndby vil være Nordens bedste til talenter, og til det formål har klubben fra den københavnske Vestegn skabt Nordens dyreste talent-setup.

Man skal ha’ et gyldent Mastercard for at kunne betale for det nye Masterclass-projekt. Omkring 20 mio. kr. om året vil Brøndby bruge på at skabe fremtidens blågule talenter og slår dermed konkurrenterne med adskillige længder.

Som det fremgår i dagens udgave af Ekstra Bladet er det en enorm satsning Brøndby søsætter i forhold til konkurrenterne. Hverken FCK, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, AaB, AGF, Esbjerg eller OB bruger tilnærmelsesvis så mange penge som Brøndby på at rekruttere talenter til fremtidens Superligamandskab.

Ikke noget epokegørende
I FC København bruger de 11 mio. kr., mens de i FC Midtjylland og FC Nordsjælland bruger under ti mio. kr. I Esbjerg, AaB, OB og AGF er man nede i omegnen af fem mio. kr. på på talentarbejdet.

Claus Steinlein er - på trods af, at Brøndby bruger dobbelt så meget - ikke bange for, at de blågule smutter fra dem.

- Det er lidt gammel vin på nye flasker. De går i vores andre fodspor, siger FC Midtjyllands ordførende direktør Claus Steinlein til Ekstra Bladet og fortsætter:

FC Midtjyllands ordførende direktør, Claus Steinlein, ryster ikke i bukserne over Brøndbys store talentsatsning (Foto: Claus Bonnerup) Sport og Spil Få overblikket: Så meget bruger Superliga-klubberne på talenterne

– Jeg ser ikke noget epokegørende i det. Da vi lavede vores akademi i 2004, var det banebrydende, men vi har jo alle sammen tilknyttet specialister, og klubsamarbejder er der intet nyt i. Vi lavede vores første i 1998. Det nye er, at de gearer så voldsomt op og bruger så mange penge.

Vil gerne ha’ succesopskrift
FC Midtjylland og AaB topper i øjeblikket Superligaen og har begge haft stor succes med at få spillere gennem systemet, og i dag udgør ’egne folk’ over halvdelen af de to klubbers trupper.

Brøndby ønsker det samme – samtidig med at klubben ligger fast i top 3 i Superligaen. En ikke helt enkel opgave.

– Jeg glæder mig meget til at se, hvordan Brøndby vil sætte den formel op. De vil satse på talenter samtidig med, at de vil ha’ sportslig succes, og en økonomi der hænger samme. Den formel efterlyser vi alle sammen, så de må da gerne sende opskriften, hvis det lykkes, siger Claus Steinlein med et grin.

0 kommentarer
Vis kommentarer