Brøndby-træner: Stærkt at vi kommer tilbage

Brøndby leverede et comeback efter træner Thomas Franks smag, da holdet slog AGF efter at have været bagud

Foto: Thomas Emil Sørensen
Foto: Thomas Emil Sørensen

Brøndby IF hentede mandag en vigtig sejr, da holdet besejrede AGF med 2-1 på udebane.

Sejren kom i hus til trods for, at hjemmeholdet kom foran efter 11 minutters spil, og det glæder Brøndbys træner, at hans tropper formåede at vende kampen.

- Vi løftede vores spil meget i dag. Vi spillede hurtigere og skabte rigtig mange chancer, og jeg synes, at vi kan tage rigtig mange positive ting med fra dagens kamp. Især, at vi kom tilbage i kampen efter at have været bagud, siger Thomas Frank.

Se også: TV: Brøndby forværrer AGF-krisen

Brøndbys første mål blev scoret af Thomas Kahlenberg, mens sejrsmålet blev sat ind af 19-årige Andrew Hjulsager midt i anden halvleg.

- Det var en speciel kamp i dag, fordi AGF virkelig gik til stålet. Derfor er jeg også super tilfreds med sejren, siger han.

Matchvinderen Hjulsager var efter kampen stolt af sit mål, som var sæsonens fjerde Superliga-mål.

- Jeg løb bare i dybden, og så lavede (José Ariel, red.) Nunez en flot aflevering til mig, og så sparkede jeg den sådan set bare op i det korte hjørne. Det var et godt mål, siger Hjulsager.

Se Hjulsagers afgørende scoring:

TV: Smuk scoring af Hjulsager - oplæg Nuñez

Brøndbys træner havde efter kampen store roser til overs for matchvinderen, som han har store forventninger til.

- Andrew Hjulsager er en fantastisk fodboldspiller, og jeg har troet på ham fra første dag.

- Det er en fornøjelse at få lov at arbejde sammen med ham. Han er super stærk, og jeg er sikker på han bliver bedre. Vi har kun set toppen af isbjerget, siger Thomas Frank.

0 kommentarer
Vis kommentarer