Brøndby-talent: Vi skal forbi FCK

Brøndbys ene målscorer Andrew Hjulsager er ikke tilfreds med den nuværende placering som nummer fire, selvom holdet lige har slået AGF

Brøndby-jubel efter Andrew Hjulsagers 2-1-scoring. (Foto: Thomas Emil Sørensen)
Brøndby-jubel efter Andrew Hjulsagers 2-1-scoring. (Foto: Thomas Emil Sørensen)

AARHUS (Ekstra Bladet): Han ligner en lumsk, lille skoledreng, der lige har fusket sig til en ekstra flødebolle, som han står dér med sit skæve smil og hænderne omme på ryggen.

Brøndbys 19-årige kantspiller Andrew Hjulsager var en af banens bedste mod AGF og bl.a. scorede sejrsmålet til 2-1 midt i anden halvleg:

TV: Smuk scoring af Hjulsager - oplæg Nuñez

Men selvom scoringen betyder, at Brøndby haler ind på FCK på tredjepladsen, så er den lille matchvinder ikke tilfreds, som tingene er.

- Vi kan sagtens komme højere op i tabellen. Det har jeg hele tiden sagt, at vi har niveauet og spillet til. Og vi vil rigtig gerne forbi FCK, også for fansenes skyld, siger Hjulsager til Ekstra Bladet.

Se også: Brøndby-træner: Stærkt at vi kommer tilbage

Hjulsager vil dog ikke tænke for langt frem, selvom der blot mangler fem kampe, før sæsonen er slut.

- Vi snakker ikke om Europa eller om at komme forbi FCK. Vi fokuserer bare på os selv og på at holde fjerdepladsen indtil videre.

Se også: TV: Brøndby forværrer AGF-krisen

Den skudglade målscorer på 177 centimeter vokser i Brøndby-trøjen, hvor han nu er oppe på fire mål i 20 kampe.

- Jeg falder bedre og bedre ind i spillet med de andre. Kombinationerne sidder, og jeg får plads og lov til at tage en dribling eller to. Hver kamp giver mig nye erfaringer, siger Hjulsager.

Ud over de fire scoringer fra Hjulsagers fødder, har han også brugt dem til at lægge op til et enkelt mål indtil videre i sin debutsæson.



28. spillerunde i Superligaen:

FC Vestsjælland-OB 1-0 (0-0)
1-0 Daniel Høegh (47. minut/selvmål)
Tilskuere: 2.794

AaB-Randers FC 1-2 (1-2)
0-1 Jonas Kamper (11. minut). 1-1 Jakob Ahlmann (15. minut). 1-2 Ronnie Schwartz (37. minut)
Tilskuere: 10.005

SønderjyskE-FC Nordsjælland 3-1 (1-0)
1-0 Rubin Okotie (32. minut). 2-0 Bjørn Paulsen (58. minut). 2-1 Jens Stryger Larsen (70. minut). 3-1 Rubin Okotie (90. minut)
Tilskuere: 2.746

FC Midtjylland-Viborg 5-2 (1-1)
0-1 Patrick Banggaard (20. minut/selvmål). 1-1 Sylvester Igboun (25. minut). 2-1 Marco Larsen (59. minut). 3-1 Petter Andersson (79. minut). 3-2 Kevin Mensah (84. minut). 4-2 Petter Andersson (86. minut). 5-2 Eyjolfur Hedinsson (90. minut)
Tilskuere: 8.903

AGF-Brøndby 1-2 (1-1)
1-0 Kasper Povlsen (11. minut). 1-1 Thomas Kahlenberg (36. minut). 1-2 Andrew Hjulsager (64. minut)
Tilskuere: 9.634

FC København-Esbjerg 2-2 (2-1)
0-1 Jakob Ankersen (7. minut). 1-1 Igor Vetokele (23. minut). 2-1 Christian Bolaños (38. minut). 2-2 Jakob Ankersen (90. minut/str.)
Tilskuere: 11.917

0 kommentarer
Vis kommentarer