Brøndby-talent kan få rekord-debut

Daniel Stückler er med i Brøndbys trup og kan dermed blive den yngste debutant i klubbens historie

Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Brøndby introducerede for få uger siden sit Brøndby Masterclass, en storsatsning på talentarbejde og -rekruttering. Men der er allerede store talenter i klubben fra den københavnske vestegn. Daniel Stückler er således med i truppen mod FC Vestsjælland.

Daniel Stückler fyldte 17 år for et par uger siden, og vælger Thomas Frank at sende ham i kamp, bliver Stückler den yngste Brøndby-debutant nogensinde. Med Simon Makienok karantæneramt kan det altså blive 17-årige Stückler, der skal slå hul på FCV's jerndefensiv.

Se også: Brøndby på indkøb i Lyngby

- Det er en modstander, som er utrolig god til at forsvare sig. Formentlig det bedst organiserede hold i rækken. De har kun lukket fem mål ind i de seneste ni kampe, så det er klart det bedste defensive hold igennem den seneste tid, og de topper formbarometeret på den parameter, siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside om søndagens modstander.

Daniel Stückler har kun været i Brøndby i tre måneder, da han blev hentet i Lyngby i januar. Det skifte kan allerede nu give pote i form af spilletid i Superligaen.

0 kommentarer
Vis kommentarer