Rødt kort kostede dyrt for Brøndby

Martin Albrechtsens hurtige udvisning var stærkt medvirkende til, at Randers vandt på Brøndby Stadion søndag aften

Jan Kristiansen og Brøndby har et svært forår foran sig. (Foto: Jens Dresling)
Jan Kristiansen og Brøndby har et svært forår foran sig. (Foto: Jens Dresling)

BRØNDBY (ekstrabladet.dk): Hjemme på Brøndby Stadion formåede hjemmeholdet ikke at besejre Randers, da de tabte 2-0 i en kamp, hvor de måtte spille næsten hele kampen med 10 mand.

Første halvleg startede meget nervøst fra begge af holdenes side, hvor der blev sparket den ene lange bold frem efter den anden.

Derudover havde Brøndbys forsvar svært ved at finde deres rette placeringer, hvilket allerede fik sat sit tydelige aftryk på kampen i det 7. minut.

Her blev Nicolai Brock-Madsen sendt i dybden med Martin Albrechtsen efter sig.

Men forsvarsspilleren kunne ikke indhente Randers-angriberen, hvorfor Albrechtsen nedlagde ham mindst en meter uden for feltet.

Det takserede kampens dommer, Michael Svendsen, til et rødt kort, hvilket var korrekt, eftersom han var bagerste mand.

Skidt dømt straffespark
Men samtidig valgte han at give et straffespark til gæsterne, hvilkets var en forkert beslutning.

Ikke desto mindre var det dømt, og det udnyttede Ronnie Schwartz til at score sit 11. sæsonmål.

Resten af halvlegen bød ikke på de store chancer, udover et par store muligheder i det 27. minut til hjemmeholdet.

Her sparkede Dennis Rommedahl et frispark ind i panden på Daniel Stenderup, men David Ousted fik pareret bolden ud til Quincy Antipas.

Han sparkede bolden fladt ind til Clarence Goodson, men endnu engang var målmanden klar og fik reddet bolden lige på stregen.

Efter pausen fortsatte det samme billede fra de første 45 minutter.

Brock-Madsen satte trumf på
Brøndby kæmpede for at holde styr på tropperne, mens Randers stille og roligt kørte sejren i hus.

Den største chance i den første halvdel af halvlegen kom til Christian Keller. Han skød dog lige forbi den ene stolpe.

Hjemmeholdets største mulighed efter pausen havde Dennis Rommedahl i det 78. minut.

Landsholdsspilleren forpurrede dog chancen, da han forsøgte at aflevere ind til Simon Makienok. Bolden landede nemlig lige i hænderne på David Ousted.

Kort tid efter satte Randers så punktum for kampen, da indskiftede Jonas Borring sendte bolden fladt indover til Nicolai Brock-Madsen, der sikkert sendte bolden ind i netmaskerne til 2-0.

Dermed må Brøndby se deres situation endnu mere forværret i bunden af tabellen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere