Nye regler vil ramme Brøndby, FCM og AaB

UEFA og FIFA arbejder på nye regler, der vil forbyde eller begrænse brugen af de playersponsorater, som Brøndby og FC Midtjylland benytter sig af

Brøndbys Simon Makienok er en af de spillere i Superligaen, der ikke er eget af klubben. (Foto: Jens Dresling)
Brøndbys Simon Makienok er en af de spillere i Superligaen, der ikke er eget af klubben. (Foto: Jens Dresling)

I de seneste sæsoner har klubber over hele Europa i stigende grad samarbejdet med investeringsfonde og private investorer, der efter forskellige modeller har medfinansieret klubbers spillerkøb eller købt andele i de fremtidige transferindtægter, klubberne måtte tjene i fremtiden på deres mest talentfulde spillere.

Den form for investeringer i transferrettigheder, som måske er bedre kendt som Third Party Ownership, vil UEFA have forbudt.

- UEFA's eksekutivkomite tog på et møde i december den samstemmende beslutning omkring third party ownership, at det af principielle årsager skal forbydes. Som følge af eksekutivkomiteens beslutning er FIFA blevet bedt om at udstede et verdensomspændende forbud mod third party ownership af fodboldspillere, siger UEFA til Tipsbladet.

Et sådant forbud vil i Danmark først og fremmest ramme FC Midtjylland, Brøndby IF og AaB, der alle har spillere på førsteholdet, hvor transferrettighederne i varierende grad er solgt til private investorer.

Læs også:

Se også: Brøndby: Klar til andelssalg

- Det ligger helt fast, at det bliver forbudt. Det er jeg sikker på efter at have overværet diskussionerne. Spørgsmålet er, hvor lang en periode klubberne skal have til at rette op på og rydde op i deres aftaler, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland til Tipsbladet.

I Divisionsforeningen er formand Thomas Christensen ikke enig med Mads Øland i, at der helt sikkert kommer et forbud. Christensen mener ikke, at der er argumenter for helt at forbyde Third Party Ownership.

- I Divisionsforeningen vil vi ikke afskaffe denne form for finansiering. Vi hører eksempler ude i verden, som det er vigtigt at FIFA tager op. Men det er vigtigt at skille tingene ad. I Danmark er der tale om en form for finansiering, og vi har en standardkontrakt, som skal godkendes i DBU. Det er vigtigt at understrege, at hvis der kommer regler, så skal de være ens i alle lande, siger Divisionsforeningens formand Thomas Christensen.

Danmarks medlem af UEFA's eksekutivkomite, DBU-formand Allan Hansen, tror, at der kommer strammere regler eller et forbud. Og det er ifølge Allan Hansen nødvendigt for fodboldspillets skyld.

- Der er delte meninger om, hvorvidt det ender med et forbud eller med stram regulering. Der er utrolig mange måder, det her bliver administreret på, og selv i Portugal er der stor forskel på, hvordan for eksempel Benfica og FC Porto gør det. Det vigtige for os i Danmark er, at der kommer internationale regler, der gælder for alle. Der skal være gennemsigtighed, så vi ved hvilke investorer der har andel i spillernes fremtidige transferindtægter. I udlandet ser vi kapitalfonde og agentfirmaer, der køber anparter i spillere, og det er det, der er problemstillingen, siger Allan Hansen.

Spillerforeningen har forsøgt at få regler i Danmark
Ifølge Øland har Spillerforeningen før diskuteret med DBU og Divisionsforeningen, om ikke man i Danmark burde indføre samme regler som i England. Her er Third Party Ownership forbudt i professionel fodbold, et forbud der blev til som reaktion på Carlos Tevez' og Javier Mascheranos mudrede transfers til West Ham, hvor superagenten Kia Joorabchain og investeringsfonden MSI havde håndsret over de to spillere.

- Herhjemme er der åbenlyse problemer med, at Third Party Ownership ikke er reguleret. Det har altid været sådan i Danmark, at spillerne ikke selv fik det at vide, før rettighederne til deres fremtidige transferindtægter blev solgt. Vi i Spillerforeningen har sagt, at klubberne da som det mindste skal have pligt til først at oplyse spillerne. Men det har vi ikke været i stand til at komme igennem med i DBU, siger Mads Øland.

- Vi forsøgte at overbevise DBU og Divisionsforeningen om, at vi skulle have samme regler som i Premier League (hvor third party ownership er forbudt, Red.). Men det var man ikke villig til. Nu kommer reglerne så i stedet oppe fra UEFA-niveau, siger Mads Øland.

Rammer FCM, Brøndby og AaB
Det forbud, som UEFA arbejder på, vil især ramme Brøndby, FC Midtjylland og AaB.

FC Midtjylland har taget forskud på transferindtægterne fra i alt otte spillere for i alt 27,5 millioner kroner i to forskellige aftaler.

I den første fra september 2011 fik FCM 7,5 millioner kroner af en gruppe lokale forretningsfolk for fremtidige transferindtægter op til samme beløb plus ti procent i årlig rente, når og hvis det lykkes FC Midtjylland at sælge Izunna Uzochukwu, Sylvester Igboun eller Rilwan Hassan.

I den aktuelle vinterpause har FC Midtjylland solgt anparter for i alt 20 millioner kroner på Mads Albæk, Erik Sviatchenko og Marco Larsen, ligesom de tre teenagetalenter Pione Sisto, Oliver Korch og Ebere Paul Onauchu ifølge Ekstra Bladet også er del af aftalen. Ifølge samme avis får investorerne 70 procent af indtægterne ved fremtidige salg af de seks spillere.

Brøndby har solgt en stor del af angriberen Simon Makienok Christoffersens transferrettigheder på et playersponsorat til forretningsmanden Thomas Rasmussen for 6,5 millioner kroner, og AaB har flere unavngivne spillere på et playersponsorat, hvor betingelserne og spillerne på aftalen indtil videre er en intern hemmelighed i AaB.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere