Brøndby-sponsorer har nu øl til alle

Brøndbys sponsorer har nu nået målet om at finde penge til de godt 3.000 øl, de vil dele ud i tidsrummet fra 17.15 til omkring 18.00 forud for opgøret mod AGF.

Sydsidens trofaste fans bliver trakteret med gratis øl, hvis de kommer i god tid til opgøret mod AGF på søndag. En gruppe af sponsorer er gået sammen om et initiativ, der skal vise deres taknemmelighed for, at fansene skaber den stemning på Brøndby Stadion, de nyder godt af, når de ser fodbold fra deres lounger på stadion.

I onsdags drog en gruppe Brøndby-sponsorer på netværkstur til Amsterdam for at se Ajax-Celtic i Champions League, og her fik de samlet yderligere 36.000 kroner ind til arrangementet, så de nu har godt 140.000 kroner at købe øl for. Øl som de vil dele ud i tidsrummet fra dørene åbner 17.15 og godt tre kvarter frem.

- Vi føler, vi er i mål nu. Vi har vel til omkring 3.000 øl, så vi regner med, at alle dem der kommer i det tidsrum, hvor vi står der, kan få en øl eller en vand med på vejen. Det var dejligt at mærke den opbakning, vi fik til det her arrangement, da vi var i Amsterdam i onsdags, og der kommer stadig flere sponsorer til. Vi glæder os til at hilse på fansene på søndag, siger initiativtageren Michael Wermuth Hansen til tipsbladet.dk.

Det er dog ikke kun Sydsidens ganer, der får glæde af de mange penge, sponsorerne har skillinget sammen. De penge der ikke går til øl på søndag, vil blive givet videre til Brøndby Tifo.

- Jeg tror, vi ender med at have rigeligt til, at der også bliver en god sum penge til dem. Og så lavede vi en pulje blandt sponsorerne i Amsterdam i onsdags, hvor vi gættede på resultatet, men der var ingen, der ramte. Der er omkring 3.000 kroner i den pulje, som vi også sender videre til tifoarbejdet, siger Brøndby-sponsoren.

Brøndby tager imod AGF på søndag med en stime af fire hjemmekampe på stribe, hvor de ikke har tabt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere