Brøndby-overraskelse: Kahlenberg i spil til topkamp

- Han viser fremgang og kan komme i truppen til FCM-kampen, siger cheftræner Thomas Frank

Thomas Kahlenberg er tæt på Brøndby-truppen til kampen mod FC Midtjylland. (Foto: Lars Poulsen)
Thomas Kahlenberg er tæt på Brøndby-truppen til kampen mod FC Midtjylland. (Foto: Lars Poulsen)

Thomas Kahlenberg er på vej mod et comeback i Brøndby-trøjen.

Det kan lidt overraskende ske allerede i søndagens topbrag mod førerholdet FC Midtjylland i Herning.

- Thomas har trænet med hele ugen. Han er i klar fremgang og i spil til kampen mod FC Midtjylland.

- Han er med sin rutine en vigtig spiller for truppen. Det er uanset om han spiller fra start eller kommer ind undervejs, siger Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, til Ekstra Bladet.

Thomas Kahlenberg har ikke spillet for Brøndby siden 6. oktober i 1-1 kampen mod FC Nordsjælland.

Han har været plaget af en knogleskade i den ene fod. En skade, der faktisk har generet Thomas Kahlenberg siden august, hvor han skrev kontrakt med klubben. Men han spillede frem til oktober på piller.

For et par uger siden slog den kreative midtbanespiller fast, at han først er tilbage på banen, når han er helt klar. Han vil ikke igen spille på piller.

- Jeg vil først lørdag tage stilling om Thomas skal med i truppen til FCM-kampen, understreger Thomas Frank, der med sikkerhed kommer til at undvære Christian Nørgaard i søndagens topkamp.

Han blev skadet i U21-landskampen forleden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere