Brøndby henter tidligere Barca-træner

Thomas Frank får i den kommende sæson en tidligere Barcelona-træner som assistent i Brøndby

Thomas Frank får ny assistent til sommer (Foto: Rasmus Baaner)
Thomas Frank får ny assistent til sommer (Foto: Rasmus Baaner)

Superligaklubben Brøndby har ansat spanske Albert Capellas som assistent for cheftræner Thomas Frank.

Det oplyser klubben tirsdag.

47-årige Capellas, der har den højeste internationale træneruddannelse, har gennem en årrække arbejdet i FC Barcelonas ungdomsafdeling, "La Masia", og han er i øjeblikket assistenttræner i den hollandske topklub Vitesse Arnhem.

Spanieren skal desuden være med til at bringe Brøndbys talentafdeling "til nye højder".

Se også: Brøndby og FCK kæmper om trænertalent



Se også: Brøndby tilknytter tidligere AB-træner

Capellas ser frem til udfordringen på den københavnske vestegn.

- Jeg ved, at Brøndby har en speciel position i dansk fodbold. Det bliver en spændende udfordring at være med til at bygge nyt op og bidrage til, at klubben hele tiden udvikler sig, siger spanieren til klubbens hjemmeside.

- Jeg har haft en række samtaler med både Per Rud (sportsdirektør, red.) og Thomas Frank. Denne dialog har overbevist mig om, at jeg gerne vil være med på den rejse, klubben skal ud på.

- Jeg lærte Thomas Frank at kende for nogle år siden i forbindelse med nogle opgaver for DBU. Det er også i den sammenhæng, jeg har mødt Per Rud. Vi deler det samme syn på fodbold - hvilket jeg har fået bekræftet under samtalerne og møderne de seneste måneder.

Den 47-årige catalonier har været med til at udvikle Barcelona-stjerner som Andrés Iniesta, Victor Valdés, Sergio Busquets, Pedro og Tiago Alcantara.

Samarbejdet træder i kraft efter sommerferien.

0 kommentarer
Vis kommentarer