Aldo Petersen færdig i Brøndby: Ekspert revser ledelsen

Aldo Petersen træder ud af Brøndbys bestyrelse, alt imens ekspert forudser, at den seneste negative omtale af klubben vanskeliggør chancerne for at finde nye sponsorer

Formand Aldo Petersen med storaktionør Jan Bech Andersen i baggrunden. (Foto: Jakob Jørgensen)
Formand Aldo Petersen med storaktionør Jan Bech Andersen i baggrunden. (Foto: Jakob Jørgensen)

Det ligger fast, at Brøndby skal have ny formand.

Det er den umiddelbare konsekvens, efter det torsdag aften blev kendt, at Aldo Petersen træder ud af klubbens bestyrelse. Det sker ved næste uges generalforsamling, der finder sted den 10. april.

Nyheden kommer på baggrund af, at storaktionæren Jan Bech Andersen har givet udtryk for, at han gerne vil ind i bestyrelsesarbejdet. I en selskabsmeddelelse skriver klubben, at Andersen ønsker at 'sætte sit eget nye hold', og her indgår Petersen altså ikke i ønskeformationen.

Se også: Han skal afløse Aldo som Brøndby-formand

Dermed er erhversmandens tid i klubben forbi, inden han nåede at runde et år for enden af bordenden.

Afskeden efterlader Brøndbys bestyrelse foran en større rokade. Nye navne er bragt på banen, hvoraf Jan Bech Andersen selv på valg, ligesom den tidligere Nordea-chef Thorleif Krarup og DBU's forhenværende generalsekretær Jim Stjerne Hansen også er i spil.

Kaos i kulissen
På den måde er der foreløbigt sat komma i den højspændte magtkamp, hvis endelige resultat kommer til udtryk på generalforsamlingen i næste uge. Alt imens vælter negative historier ned over Brøndby, der igen skal igennem en udskiftningsfase, som ikke undgår at kaste en skygge over Vestegnen.

Det er langt fra første gang, negativt ladede historier fra ledelsens side i storklubben ender i medierne, og det gavner ikke. Det fortæller ekspert i ledelse og bestyrelsesarbejde, Teddy Wivel, der langt fra er sikker på, at den hyppige udskiftning på topniveau i den meget synlige superligaklub er godt.

Aldo Petersen er i centrum i en ny ballade i Brøndby. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Magtkampen i Brøndby

- Det er ikke særlig sundt at skifte ud så ofte i en bestyrelse. Det at sidde i en bestyrelse kræver kompetencer, erfaring og ro, og i en sportsklub som Brøndby IF også noget kontinuitet.

- I en sportsklub er der nok lige dele kærlighed/følelser og professionalisme. Det betyder, at bestyrelsesarbejdet måske ikke bliver professionelt nok, siger han til Ekstra Bladet.

Svær sponsorjagt
Han peger på fire punkter, der skal være i orden, før en bestyrelse kan samarbejde optimalt.

En sammensætning af bestyrelsen ud fra kompetencer i forhold til den opgave de skal løse. Der skal være en fælles forståelse i bestyrelsen af hvor man skal hen (fælles mission og fælles vision), en gensidig respekt for hinanden samt en kompetent formand.

Se også: Ulrik Wilbek afviste Brøndby

Brøndby leder desuden efter en hovedsponsor, der kan smide et anseeligt millionbeløb i kassen hvert år. Det er ikke lykkedes, siden aftalen med Jesper Nielsen udløb. Den evige uro i bestyrelsen hjælper ikke i den kamp, mener Teddy Wivel.

- I forhold til sponsorerne kan man forestille sig, at de måske kan føle sig usikre, hvis der skiftes forholdsvis tit ud. De kan ikke være sikre på retningen, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer