Nuñez tvivlsom til Esbjerg: Bliver testet lørdag

Ariel Nuñez fik et slag på knæet under Brøndbys træning onsdag, og han er derfor tvivlsom til søndagens kamp mod Esbjerg. Han bliver testet i morgen.

José Ariel Nunez scorer for Brøndby mod Viborg (Foto: Rasmus Baaner)
José Ariel Nunez scorer for Brøndby mod Viborg (Foto: Rasmus Baaner)

Ariel Nuñez blev matchvinder for Brøndby i Viborg i søndags, men paraguayaneren kan risikere at måtte sidde helt ude søndag aften hjemme mod Esbjerg med en skade.

Nuñez fik nemlig et slag over knæet til træning onsdag, og han bliver derfor testet i morgen med henblik på klarmelding eller afbud til EfB-kampen. Det skriver Brøndbys på deres hjemmeside.

Undersøgelser af Nuñez' knæ har vist, at der ikke er noget alvorligt galt, og derfor kan han altså måske nå at blive klar. Men Brøndby tager ingen chancer med angriberen, og derfor skal han altså igennem en test til træning lørdag, før der bliver taget stilling til, om han kan være med mod Esbjerg, der er tre point efter netop Brøndby og derfor kan indhente dem i Superliga-tabellen med en sejr.

Ariel Nuñez har spillet fire kampe for Brøndby siden skiftet i januar. Han startede inde for første gang mod Viborg og scorede altså kampens eneste mål i 1-0 sejren.

Opgøret bliver fløjtet op 19.30.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer