Brøndby-rigmand: Vi går efter Agger

Formand Jan Bech Andersen vil meget gerne hente den danske landsholdsanfører hjem til Vestegnen

Brøndby-formand Jan Bech Andersen fortæller, at Daniel Agger er klubbens drømmespiller (Foto: Lars Poulsen)
Brøndby-formand Jan Bech Andersen fortæller, at Daniel Agger er klubbens drømmespiller (Foto: Lars Poulsen)

På den københavnske Vestegn har de en stor drøm: At få Daniel Agger tilbage til Brøndby.

Mange ville nok mene, at det er en ganske urealistisk drøm, men klubbens formand, Jan Bech Andersen, vil gøre, hvad han kan for at få den til at gå i opfyldelse.

Se også: Aggers valg: Barça eller Brøndby  

Det afslører Brøndby-rigmanden i et interview med 3point.dk.

- Han er en drømmespiller, det er der slet ingen tvivl om. Vi vil gå rigtig, rigtig langt for at få Daniel tilknyttet. Men som han også sagde, da han var her med Liverpool, så skal timingen være rigtig. Så lad os håbe at de to ender kan mødes, siger Jan Bech Andersen til 3point.dk og fortæller, at Brøndby allerede denne sommer vil forsøge at hente Agger hjem:

- Vi vil altid gøre alt, hvad der står i vores magt. Men det er klart, at vi også skal være ansvarlige, og vi skal gøre, hvad der er det rigtige på det rigtige tidspunkt. Men for at svare på spørgsmålet. Ja, vi gør alt, hvad vi kan, hvis og når muligheden opstår.

Se også: Spansk avis: Barça dropper Agger  

Daniel Agger er endt ude i kulden i Liverpool, hvor han efter købet af Dejan Lovren er nede som fjerdevalg i midterforsvaret. Det er en uholdbar situation, og Agger kan derfor have spillet sin sidste kamp på Anfield.

Barcelona er de seneste dage blevet nævnt som interesserede i den 29-årige midterforsvarer, men ifølge Mundo Deportivo har Barça vendt tommelfingeren nedad.

Det kan måske blive Brøndbys store chance for at få en stor drøm til at gå i opfyldelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer