Olsen tvivler på Agger mod Randers

Daniel Agger er til gengæld optimist og forventer at blive klar til Superliga-comebacket

Daniel Agger forventer at blive klar til kampen mod Randers. Landstræner Morten Olsen er ikke lige så optimistisk. (Foto: Jens Dresling)
Daniel Agger forventer at blive klar til kampen mod Randers. Landstræner Morten Olsen er ikke lige så optimistisk. (Foto: Jens Dresling)

Brøndby har tændt de røde lamper til søndagens hjemmekamp mod Randers. Der er udsolgt.

En sjældenhed i Superligaen, men efterspørgsel på at se Daniel Aggers comkeback-kamp på Brøndby Stadion har været enorm. 26.000 ventes på Brøndby Stadion til opgøret.

Men nu kan det være, at hovedparten af tilskuerne bliver skuffede, fordi der er tvivl om Daniel Agger kan nå at blive den lårskade kvit, han pådrog i i lørdags under den afsluttende træning med landsholdet.

Se også: Brøndby spinner guld på Daniel Agger

- Daniel kunne ikke spille mod Armenien. Han bliver scannet mandag og jeg tvivler ærlig talt på, han kan spille på søndag mod Randers. Men det er helt op til Brøndby at træffe beslutningen, fastslår Morten Olsen

Hovedpersonen er til gengæld meget optimistisk og ser ikke så sort på udsigterne som landstræneren.

- Jeg fik en muskelskade under lørdagens træning, og efter at have talt med landsholdets sundhedssektor og Morten Olsen blev det besluttet, at jeg skulle stå over mod Armenien, siger Daniel Agger til klubbens hjemmeside og uddyber:

- Umiddelbart er der gode chancer for, at jeg er på banen i Superligaen på søndag mod Randers. Vi lægger et træningsprogram, der passer til situationen. Skaden er ikke alvorlig, så jeg håber og tror, jeg kan spille søndag, fastslår han.

Se også: Agger satte sig igennem: Det er mig der sparker

0 kommentarer
Vis kommentarer