Den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger må vente til 11. oktober med at få rettens dom i spørgsmålet om, hvorvidt han skal betale erstatning til dem, han solgte sit daværende hus til på Hvidovre Strandvej 59.
Carsten Flyger Jørgensen, der i 2014 købte huset af Daniel Agger, har krævet en erstatning på 2,131 millioner kroner, fordi der er konstateret forurening på grunden.
Det er indiskutabelt, at grunden er forurenet med tungmetaller og tjærestoffer. Men hverken Daniel Agger eller andre tidligere ejere af grunden er skyld i forureningen. Den daterer sig tilbage til før 1945. Alligevel har de tre tidligere ejere af ejendommen siddet på ’anklagebænken’ de seneste dage.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hvor skal aben ende?
Under proceduren ved Retten på Frederiksberg kom det torsdag frem, at advokat Mads Trustrup på vegne af køberne af huset, Carsten Flyger Jørgensen og Yue Lin, vil kompenseres her og nu for forureningen.
- Det er en utrolig ærgerlig sag, hvor ingen har været i ond tro. Det er et spørgsmål om, hvor aben skal ende. Det er urimeligt, at den ender hos køberne af ejendommen, indledte Mads Trustrup.
Han krævede, at oprensningen af grunden sker nu, samtidig med at der foretages en yderligere og bekostelig oprensning af hele grunden.
Huset på Hvidovre Strandvej er med i den såkaldte værditabsordning, hvor staten finansierer udgiften til forurenede grunde. Problemet er blot, at der lige nu er op imod 14 års ventetid. Og så længe ønsker Carsten Flyger Jørgensen ikke at vente.
Derfor vil han lave et statsgaranteret lån, hvor kun renterne skal betales. Dertil vil han have foretaget en ekstra oprensning af grunden, udover det Region Hovedstaden gør, når det bliver hans tur. Det giver et samlet krav på 2,131 millioner kroner mod Daniel Agger, der solgte huset i 2014.
Tirsdag og torsdag har Daniel Agger fra første parket ved Retten på Frederiksberg været vidne til den bizarre retssag, hvor også husets to tidligere ejere, Flemming Hansen og Finn Jørn Hansen, var mødt frem. Agger har rejst erstatningskrav mod ham, han købte huset af, Flemming Hansen. Han har siden rejst et tilsvarende krav mod Finn Jørn Hansen, der flyttede fra huset i 2002. Han har ingen at rejse et krav mod, fordi alle tidligere ejere er døde.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det virker spekulativt
- Det er rimeligt, at der bliver betalt en erstatning, fordi ejendommen var mindre værd, da den blev handlet, eftersom grunden var forurenet, tilføjer Mads Trustrup.
Omvendt mener Daniel Aggers advokat, Sanne Tanja Lund, at Carsten Flyger Jørgensen forsøger at redde sig en skjult erstatning for købet af ejendommen, fordi kravet lyder på mere end to millioner kroner.
En uvildig ejendomsmægler har fastslået, at ejendommen – med kendskab til forureningen – skulle have kostet 600.000 kroner mindre end handelsprisen på 4,3 millioner kroner i 2014. Altså 3,7 millioner kroner.
- Nu lyder kravet på 2,131 mio. kr. plus de 1,7 mio. kr., som samfundet betaler for oprensningen. Det er ekstremt urimeligt at rejse et krav på 2,1 millioner kroner. Det virker spekulativt, når han i sin tid ikke fik et forbehold i købsaftalen eller foretaget jordbundsprøver, når planen var at udstykke grunden, pointerer Sanna Tanja Lund.
Daniel Agger har oven i købet tilbudt at købe ejendommen tilbage af Carsten Flyger Jørgensen til 4,3 mio. kr., som handelsprisen lød på i 2014, men det har han afvist.
Grunden på Hvidovre Strandvej er på 2330 kvadratmeter og er derfor stor nok til udstykning. Kommunen har endnu ikke endeligt afgjort, om den kan udstykkes.
Peter La Cour, der er advokat for Flemming Hansen, manden der solgte til Daniel Agger i 2009, siger:
- Det er rettens opgave at placere aben. Men jeg mener, at aben bør blive, hvor den er: Hos køberen. Der foreligger ikke en værdiforringende mangel, der gør ham berettiget til et afslag.
- En køber kan ikke bare gå ind i en aftale med bind for øjnene. Det undrer mig, at der ikke blev taget et forbehold i købsaftalen for jordbundsprøver, da handlen blev lavet, påpeger Peter La Cour.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det handler ikke om småpenge
Daniel Agger har på nuværende tidspunkt ikke ønsket at udtale sig, udover hvad han i tirsdags sagde i vidneskranken.
Dommeren ved Retten på Frederiksberg skal nu bruge fire uger på at skrive dommen. Den forventes at falde 11. oktober.
Uanset udfaldet ligger det nærmest i luften, at den tabende part anker sagen videre til Landsretten. Efter domsafsigelsen vil der være en frist på to uger til ankespørgsmålet.
- Det er en ubehagelig sag. Der er tale om et anseligt beløb. Det handler ikke om småpenge. Der skal skrues en dom sammen, og jeg vil bruge fire uger på at skrive den, konstaterede dommeren.
Dommen på Frederiksberg kan danne præcedens for mange lignende sager i Danmark. Aktuelt menes der at være 400 forurenede grunde alene i Hvidovre Kommune.