Bech på overarbejde: Zorniger sagde nej til Brøndby

Alexander Zorniger sagde i første omgang nej tak til jobbet som Brøndbys cheftræner på grund af sprog-vanskeligheder. Han skiftede dog mening og skal den næste tid forme sit Brøndby-hold

Alexander Zorniger havde mandag første arbejdsdag i Brøndby. Tirsdag er første træningsdag med spillertruppen. (Foto: Jonas Olofsson)
Alexander Zorniger havde mandag første arbejdsdag i Brøndby. Tirsdag er første træningsdag med spillertruppen. (Foto: Jonas Olofsson)

Med foldede hænder, en grå sponsortrøje fra Hummel med initialerne AZ, indtog Brøndbys nye cheftræner, Alexander Zorniger, det podie, som for tre måneder siden var genstand for Superligaens største skandale.

Brøndby bød nemlig velkommen til den nye cheftræner samme sted, som Jan Bech Andersen for tre måneder siden gik til bekendelser om sine skriverier som Oscar, hvor han havde angrebet daværende cheftræner Thomas Frank og sportschef Per Rud.

I modsætning til den triste dag i marts havde sportsdirektør Troels Bech i dagens anledning smilet fremme. For ham og Brøndby var det glædens dag at præsentere en ny cheftræner.

Den ottende af slagsen på ni år. Et bevis på, at kontinuitet ikke har været det mest benyttede ord på Vestegnen, siden Michael Laudrup nægtede at forlænge samarbejdet med klubben tilbage i 2006.

Til højre for Alexander Zorniger i Brøndbys hall stod en buste. En mand iført jeans med en gul t-shirt med påskriften: Aktion, aktion, aktion og en autograf fra den nye chef.

Tre ord, der fortæller alt om den revolution, der i den kommende tid skal ske på Vestegnen.

For de fleste trænere handler det om aktion, pause, aktion, men for Alexander Zorniger bliver der først pause for spillerne, når der bliver et lille spilstop og bolden er ude af spil.

(Foto: Jonas Olufson)
(Foto: Jonas Olufson)
 

Gør op med fortiden
Hvis Brøndby startede fra nul, da Thomas Frank kom til i 2013, så er klubben om end ikke tilbage ved start. Men når det handler om spillestil og fodboldfilosofi, så er Brøndby i fremtiden et helt andet sted end under Thomas Frank.

Boldbesiddelse er nu en by i Rusland. Nu handler det om genpres, om aggressivitet og hurtige spillere. Om en ekstrem spillestil, hvor modstanderen ikke skal have ro og tid til at bygge op.

- Jeg elsker genpres, siger Alexander Zorniger, der allerede har lært at udtale det på dansk.

Han henviser til trænerkolleger som Thomas Tuchel og Jürgen Klopp, der også praktiserer den stil i henholdsvis Dortmund og Liverpool. Det er lidt i samme udgave – måske på et lidt andet niveau - han gerne ser Brøndby spille i fremtiden.

- Jeg elsker Pep Guardiola. Han er en fantastisk træner og har sin måde at spille med bolden. Men jeg går meget mere op i at spille uden bolden. Hvordan vi reagerer, når vi har tabt bolden. Og hvordan vores udtryk er på holdet for at erobre bolden tilbage, forklarer Alexander Zorniger og uddyber:

- Derfor har jeg har brug for modige spillere, som ikke er bange for at fejle. Vi ved, at fejl bliver en del af spillet.

- Alle spillere kan lære den måde, jeg gerne vil spille på. Det handler om vilje og mentalitet, forklarer Alexander Zorniger, der vurderer, at det er lettere for unge spillere at omstille sig frem for de mere erfarne over 30 år.

I fremtiden kommer Brøndby til at spille 4-3-1-2, når holdet forsvarer sig, mens det kommer til at ligne 4-4-2, når Brøndby har bolden.

Man vil i fremtiden se et Brøndby-mandskab, der spiller mere direkte og ikke slår bolden særlig meget bagud og til siden.

- Vi kommer til at spille meget fysisk. Det kan eksempelvis godt være der bliver slået en lang bold, hvor vi slås om returbolden. Det handler for os om at vinde bolden så højt oppe på banen som muligt.

- Når vi skal finde nye spillere bliver det helt afgørende, at de er hurtige og har en aggressiv sti, så de passer til den måde, vi vil spille på. Derfor bliver det slet ikke afgørende for os om nye spillere er danske eller tyske. For os handler det udelukkende om de passer til stilen. Hvis de gør det, tager vi hellere end gerne en dansker, påpeger han.

(Foto: JOnas Olufson)
(Foto: JOnas Olufson)
 

Sagde først nej til Brøndby
Alexander Zorniger sagde faktisk nej til Brøndby, da han fik den første henvendelse fra sportsdirektør Troels Bech for et par måneder siden.

- Jeg mente ikke, at det var det rigtige, siger han og uddyber:

- Jeg troede sproget ville blive et problem, fordi jeg taler meget for at motivere spillerne. Netop sproget er ét af mine stærkeste våben som træner, forklarer Alexander Zorniger.

På trods af tvivlen gav Brøndby ikke op. Troels Bech henvendte sig igen, og siden fandt Zorniger ud af, at Brøndbys projekt passer rigtig godt til hans fodbold-filosofi.

Brøndby vil være bedst til presfodbold. Og netop måden at spille presfodbold på står på side 1 i Zornigers trænerbog.

- Jeg så Brøndbys semifinale mod FCK og har siden set en del af Brøndbys kampe, forklarer Alexander Zorniger, der gerne vil lære dansk i nærmeste fremtid.

- Det her job er en mulighed for mig til at lære sproget, siger tyskeren.

Troels Bech om ansættelsen af Alexander Zorniger:

 Se også: Her er Brøndbys store sommer-cirkus

Se også: Zornigers første arbejdsdag: Sådan skal Brøndby spille

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere