Bekræftet: Brøndby sikrer offensiv forstærkning

Mathias Greve bytter efter en god periode Randers ud med Brøndby. Han har fået en fireårig kontrakt

Mathias Greve blev kåret til pokalfighter i pokalfinalen i maj, da Randers bankede Sønderjyske med 4-0. Greve scorede to af målene. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mathias Greve blev kåret til pokalfighter i pokalfinalen i maj, da Randers bankede Sønderjyske med 4-0. Greve scorede to af målene. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det bliver danmarksmestrene Brøndby IF, der fremover får glæde af offensivspilleren Mathias Greve, der det seneste halvandet år har tørnet ud for Randers FC med stor succes.

Onsdag aften meddeler Brøndby, at klubben har købt Mathias Greve og udstyret ham med en fireårig kontrakt.

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, er glad for at kunne give cheftræner Niels Frederiksen et nyt offensiv kort efter salget af Jesper Lindstrøm tidligere på sommeren. Greve kan både spille på kanten og som offensiv midtbanespiller.

- Mathias har jo udviklet sig til at være en superligaprofil i sin tid i Randers FC, hvor han bare er blevet stærkere og stærkere og har været en væsentlig del af den offensiv, der har voldt så mange hold problemer i sidste sæson.

- Nu kommer han med power og sin intense måde at spille på og skal bidrage i Brøndby. Sidste sæson var han involveret i et mål med enten assist eller scoring i lige godt hver tredje kamp. Det er en stærk statistik som midtbanespiller, siger fodbolddirektøren.

I den forgangne sæson var han en central figur i Randers' pokaltriumf. Han scorede to gange i finalesejren over Sønderjyske, og han blev kåret til finalens pokalfighter.

Bekræftet: Brøndby sikrer offensiv forstærkning

Mathias Greve har indledt superligasæsonen med to mål og en assist for Randers.

Han føler, at skiftet til Brøndby kan måle sig med et skifte til udlandet.

- Sidst der var en spiller, der skiftede fra Randers til Brøndby (Kasper Fisker, red.), beskrev han det som 'sit store udlandseventyr'. Det rammer nok meget godt den følelse, jeg også står med lige nu.

- Som offensivspiller er Brøndby nok det fedeste, du kan komme til at spille for i Danmark p.t., og jeg kommer for at være med til at give den offensiv endnu mere power.

- Jeg vil da gerne score nogle mål, men det er mindst lige så vigtigt for mig at gøre mine holdkammerater gode. Derfor sætter jeg også en stor ære i at have anden- og tredjesidste fod på en scoring og at knokle hårdt for holdet mod bolden, siger Mathias Greve.

26-årige Greve har spillet 181 superligakampe. Størstedelen har han spillet for OB.

Tidligere onsdag kunne Ekstra Bladet berette, at Brøndby også kaster millioner efter en defensiv forstærkning, der ligeledes hentes i en Superliga-klub.