Brøndby åbner pungen: Nu forstærker de sig

Brøndby forstærker deres midterforsvar med Lyngby-spilleren Kevin Tshiembe

Brøndby åbner pungen: Nu forstærker de sig

Eksperterne har været kritiske overfor Brøndbys trup

Der er blevet solgt ud, sendt væk og sagt farvel til en stribe spillere hos de danske mestre i fodbold, Brøndby IF.

Ikke mindst forsvaret har set sønderbombet ud, efter både Anthony Jung og Hjörtur Hermansson forlod klubben på en fri transfer, mens klubkaptajn Andreas Maxsø er millimeter fra et skifte til russisk fodbold. Problemer med et visum er vist det eneste, der resterer, før skiftet kan gøres officielt.

Så fans af de blå/gule har sukket længe efter forstærkninger, og nu er der godt nyt på vej til de transfer-hungrende fans. Brøndby er nemlig gået på indkøb hos Superliga-nedrykkerne fra Lyngby.

Fodboldjournalisten Søren Sorgenfri var den første til at skrive, at Brøndby var tæt på en aftale med Lyngbys forsvarsspiller Kevin Tshiembe, og det skifte har Ekstra Bladet nu fået bekræftet.

Den 24-årige midterforsvarer har spillet i Lyngby siden 2018 og har især i de sidste to sæsoner været en magfaktor i forsvaret hos klubben nord for København.

Der har længe været snak om, at Tshiembe skulle mod en større adresse efter Lyngbys nedrykning, og blandt andre danske bejlere er det altså Brøndby, der har vundet kampen om danskeren med de congolesiske rødder.

Carsten V. Jensen har været på jagt efter forstærkninger til forsvaret, og det har nu tvunget ham til at åbne pungen og bruge millioner.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger lander prisen på Tshiembe omkring de fem millioner kroner.

I går kom det frem, at Brøndby også har været på jagt i Vejle efter forsvarsforstærkninger.

Mon ikke der fortsat er mere på vej ind i Brøndby. Også til forsvaret...