Der har været godt gang i svingdøren i flere Superliga-klubber denne fredag, hvor transfervinduet smækker i ved midnat. I Brøndby IF har døren imidlertid stået fuldstændig stille.
Og det bliver den ved med.
Selvom der resterer i rundt 11 timer af januars transfervindue, og der traditionelt kan ske alverdens ting på sidstedagen, er udmeldingen fra Brøndbys sportsdirektør Carsten V. Jensen krystalklar.
- Der sker ikke noget i dag. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke den ene procent chance, der altid er, men jeg tøver ikke med at sige, at der er lukket. Den trup, der tog på træningslejr, er den, der skal gøre arbejdet i foråret. Jeg bryder mig heller ikke så meget om transfers på sidstedagen. Der skal man helst have tingene på plads, og det har vi, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.
Udmeldingen synes overraskende i den forstand, at Brøndby IF har sagt farvel til både Kamil Wilczek og Dominik Kaiser i dette vindue. Duoen tegnede sig for 25 af 32 mål i Superligaen i efteråret.
Det må alt andet end lige betyde, at Brøndby kommer ud af januar væsentlig svækket?
- Det vil nok være en lægmands betragtning, men lad os nu se. Der findes ingen garantier i fodbold, og vi har en trup, hvor andre er klar til at tage over. Dem er der plads til nu, siger Brøndby-bossen og udtrykker tilfredshed med transfervinduets forløb:
- Vi har lavet længere kontrakter med nogle af vores unge spillere, og økonomien bevæger sig i den rigtige retning. Vi har med andre ord gjort det, vil har sagt, vi ville gøre.
Interesse for flere spillere
Torsdag kunne man i tyske medier læse, at blandt andre VfL Bochum viste interesse for venstrebacken Anthony Jung, og at der også var dialog med Brøndby om en transfer.
Carsten V. Jensen bekræfter, at der har været rift om en række spillere.
- Der har været flere spillere, som vi har modtaget forespørgsler på - herunder Anthony Jung. Det har været generelt gennem hele vindet, at vi har oplevet interesse, og ikke kun mod slutningen. Men der kommer ikke nogen ud. Vi skal også have spillere nok til foråret, slutter Carsten V. Jensen.
Brøndby IF er nummer fire i Superligaen.
AC Horsens bekræfter Jannik Pohl
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.