Brøndby buldrer videre mod The Double efter magtdemonstration

Alexander Zornigers mandskab scorede efter kun 25 sekunder, da FC Midtjylland blev besejret 3-1 i pokalsemifinalen. Nu venter Silkeborg i Parken

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Der er lagt op til en maj med masser af fest og skønne tømmermænd på Vestegnen.

Brøndby har sat kursen mod en gylden double, og meget skal efterhånden gå galt, hvis ikke de skal stå med to pokaler efter sæsonen.

Alexander Zornigers gule hurtigtog buldrer med rekordfart mod guld i Superligaen og har nu også booket billet til pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag i Parken.

Guldkonkurrenten FC Midtjylland blev i 1. halvleg bogstaveligt talt kørt på røv og albuer ud af et feststemt Brøndby Stadion, hvor de mange trofaste tilhængere for tiden lever et liv i den syvende fodboldhimmel.

2. halvleg var mere jævnbyrdig, men spændende blev det ikke for alvor.

Midtvejs gjorde Kamil Wilczek - igen! - det onde ved FC Midtjylland, da han scorede til 3-1.

Det blev en underholdende kamps sidste scoring, og Brøndby er klar til en finaledans med Silkeborg i Parken Kristi himmelfartsdag.

I semifinalen mod FC Midtjylland fik de en drømmestart, og flere tilskuere måtte nøjes med at høre de blågule komme foran.

De havde ikke fundet deres pladser, da Kamil Wilczek efter bare 25 sekunders spil passerede Bill Hamid med velplaceret inderside fra kanten af straffesparksfeltet.

Teemu Pukki førte bolden frem i en hurtig omstilling, og selv om Tim Sparv fik tacklet sin landsmand, var faren ikke ovre.

Bolden sprang hen til Wilczek, der med usvigelig sikkerhed sparkede bolden i nettet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

’Velkommen på Brøndby Stadion’, som stadionspeakeren meget passende udbrød, mens Sydsiden gik amok i jubel.

At det betød noget for Alexander Zorniger at komme i finalen, kunne ses på tyskerens startopstilling. Kun Benedikt Röcker fik et hvil på bænken.

FC Midtjylland stillede også med et slagkraftigt hold, men blev fra start trykket i bund af et veloplagt hjemmehold.

Efter et kvarters spil blev det 2-0, da Wilczek og Tibbling i fællesskab pillede bolden fra Tim Sparv.

Svenske Tibbling spillede lynhurtigt Pukki fri i straffesparksfeltet, og Brøndby-topscoreren passerede stensikkert Bill Hamid i FCM-målet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Brøndby havde chancer til at udbygge føringen mod et rystet Midtjylland-mandskab, der havde det svært både defensivt og offensivt.

For en uges tid siden var det midtjyderne, der hurtigt kom foran 2-0 i det indbyrdes topmøde, inden Zornigers mandskab slog tilbage.

Men på Brøndby Stadion var der intet comeback i sigte, selv om assistenttræner Kristian Bach Bak klappede intenst i hænderne for at pumpe tro ind i Midtjylland-holdet.

Det havde ingen effekt, og kort før pausen var de tæt på at indkassere endnu en scoring.

Veloplagte Wilczek lagde bolden på tværs til Pukki, der med en ekvilibristisk hælafslutning næsten udløste jubel.

FC Midtjylland mødte op til 2. halvleg, og efter bare et par minutters spil reducerede Gustav Wikheim med et brag af en afslutning efter en frispilning af Jakob Poulsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Det gav gæsterne tro på pokaltilværelsen, og med indskiftede Paul Onuachu i front begyndte de for alvor at true Brøndby.

De sidste 45 minutter blev langt mere jævnbyrdige, og midtjyderne formåede efter sit systemskifte i højere grad at holde Brøndby fra chancer. Men ikke helt.

For midt i halvlegen slog Kamil Wilczek igen til med en scoring.

Marc Dal Hende fik tæt på egen mållinje uforståeligt ikke frispark, da Johan Larsson trykkede ham ned.

I stedet fik Brøndby et indkast, og det havnede hurtigt hos en udækket Wilczek, der vendte rundt og trykkede af.

Afslutningen var hverken hård eller velplaceret, men alligevel kunne Hamid ikke stoppe den.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Pukki var et kvarter før tid centimeter fra at udbygge føringen, men amerikanske Hamid klarede med det yderste af støvlen.

Marc Dal Hende så rødt kort efter, og to mål og en spiller nede var alt håb ude for FC Midtjylland.

De kunne have tabt endnu større og må efter endnu et nederlag til Brøndby konstatere, at de i løbet af den seneste uges tid formentlig både har tabt mesterskab og pokal.

For selv om der skal stadig spilles meget fodbold, er det svært at se, hvem der skal kunne ødelægge festerne på Vestegnen.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Eksklusivt interview med Zornigers blogger-kæreste: Brøndbys fans er vanvittige

Krisemøde efter drabsforsøg: Liverpool bekymret inden returkamp