Andreas Maxsø kommer ikke på banen for Brøndby den første del af sæsonen.
Brøndby-kaptajnen har forstuvet sit knæ. En skade, der betyder, at han er ude i op til 12 uger.
Uheldet skete under sidste uges træningslejr i Rostock, hvor Maxsø fik et slag på knæet under træningen.
Den uheldige skade kan betyde, at et forestående klubskifte til udlandet ryger i vasken endnu engang for den uheldige Brøndby-kaptajn.
Maccabi Tel Aviv var parat med en kontrakt over tre år og en lønpakke på 15 mio. kr. De seneste meldinger fra Israel har lydt på, at klubben også var parat til at indfri frikøbsklausulen på 11 mio. kr.
Men nu er alt usikkert, fordi Maxsø tidligst kan komme i kamp i midten af oktober.
Det kan få interesserede klubber til at kigge i en anden retning, fordi det trods alt er de færreste klubber, som køber en skadet spiller.
Brøndby-kaptajnen har været uheldig i forhold til at få drømmen opfyldt om endnu et udlandseventyr. Sidste år trak russiske Rostov sig, og i vinter glippede et skifte til Bordeaux.
Andreas Maxsø har fået scannet knæet, og lægernes vurdering er, at han er ude af truppen i op til 12 uger. Det betyder rent faktisk, at han formentlig kun kan nå at spille én måned, inden Superligaen går på tidlig vinterpause på grund af VM-slutrunden i Qatar.
- Efter et slag på knæet til træningen i sidste uge mærkede Maxsø efterfølgende noget ubehag, som gjorde, at vi i første omgang tog ham ud af træning og også holdt ham ude af kampen mod Hansa Rostock, så vi kunne få ham undersøgt yderligere efter vores retur til Brøndby.
- Nu har vi fået Maxsø undersøgt, og lægerne har konkluderet, at han må sidde ude i den kommende tid med et forstuvet knæ, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen er ærgerlig over, at han nu bliver sat tilbage i forhold til resten af holdkammeraterne.
- Jeg havde glædet mig til at komme i gang igen i Superligaen, så lige nu er jeg naturligvis ærgerlig, da vores sæson starter på søndag, og vi har haft en god opstart.
- Nu bruger jeg al min fokus og energi på at støtte holdet og på at blive klar igen så hurtigt som muligt, siger han.
Der er gang i svingdøren for de danske klubber - Ekstra Bladet giver dig her transferplanerne for FC København, FC Midtjylland, Brøndby og AGF.
Læs også: Agger jagter klublegende