Brøndby enig med målmand: Her er den nye keeper

Mads Toppel præsenteres i Brøndby inden for de næste par dage

Mads Toppel ses her i aktion for OB imod Brøndby. Nu er han på samme side som de blågule. (Foto: Lars Poulsen)
Mads Toppel ses her i aktion for OB imod Brøndby. Nu er han på samme side som de blågule. (Foto: Lars Poulsen)

Det var tidligere på ugen, at Fyens Stiftidende kunne afsløre, at den tidligere OB-målmand Mads Toppel var på vej til Brøndby.

Ganske opsigtsvækkende afviste Mads Toppel pure den historie over for BT.

Men ifølge Ekstra Bladets oplysninger kommer Mads Toppel til Brøndby. Parterne har forhandlet, og alt tyder på, at man er enig om en to årig kontrakt.

Se også: Hradecky-salg giver 15 millioner i Brøndby-kassen

Der mangler angiveligt stadig de sidste detaljer, men Mads Toppel skulle blive præsenteret som ny Brøndby-spiller, inden holdet drager til Randers-kampen på søndag.

Det lægger også vægt bag Brøndby-ledelsens melding om, at man satser på unge Frederik Rønnow som førstemålmand, efter Lukas Hradecky fredag gennemførte sit skifte til Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt.

33-årige Mads Toppel skal først og fremmest agere rutineret reserve for Rønnow, som Brøndby hentede tidligere på sommeren i AC Horsens.

Se også: Brøndby-dialog med Toppel

Toppel vogtede i sidste sæson buret i OB og var blandt de spillere, der løftede holdet i foråret. Men parterne kunne ikke blive enige om en ny kontrakt, og senest meldte Mads Toppel ud, at han ville kombinere divisionsfodbold i Næsby med et VVS-job.

Men Brøndbys sportschef Troels Bech har rykket hurtigt efter Hradecky-salget og ser ud til at have lukket en aftale med Toppel.

33 kommentarer
Vis kommentarer