Brøndby-fans til Jan Bech: Opfør dig professionelt!

Brøndby Supporters Trust opfordrer Jan Bech til at sove på det næste gang, han er frustreret

I Brøndby Supporters Trust er man ikke imponeret over Jan Bechs adfærd. (Foto: Lars Poulsen)
I Brøndby Supporters Trust er man ikke imponeret over Jan Bechs adfærd. (Foto: Lars Poulsen)

Det er lige efter bogen, når indebrændte fodboldfans lader eder og forbandelser regne ned over spillere og trænere i modgangstider.

Se også: Tilsvinet Rud: Jeg håber, at Jan Bech benægter

Og hvis man ikke får brændt alt krudtet af på tribunen, så kan man jo altid få luft for sine frustrationer på diverse fanfora, når man er kommet hjem.

I hvert fald, hvis man er helt almindelig tilhænger med fadbamse og knækpølse.

 

Mens hvis man som storaktionær og bestyrelsesformand i Brøndby gemmer sig under sønnen Oscars navn på fanforummet og i klare vendinger sviner både den tidligere sportschef, Per Rud, og den nuværende cheftræner, Thomas Frank, ja, så knækker filmen.

For det er præcis, hvad Ekstra Bladet tirsdag kan afsløre, at Jan Bech Andersen har gjort på Sydsiden.

Se også: Er du blevet vanvittig, Jan Bech!

Her har han i sønnens navn 4. januar blandt andet skrevet, at 'Per Rud var og er aldeles 100 procent inkompetent. At Aldo (Petersen, daværende formand) – egenhændigt – ansatte en træner, der aldrig havde trænet et seniorhold og samtidig en alt mulig mand fra en klub, der ikke har præsteret siden 70’erne er den største dumhed der er begået – og guderne skal vide det har kostet en rumraket'.

 

Ikke ligefrem en adfærd, der vækker respekt hos fansene i Brøndby Supporters Trust.

- I BST arbejder vi for at Brøndby bliver drevet på en sund måde. Det gælder på træningsbanerne, i direktionen og når bestyrelsen tager beslutninger.

- En del af dette indebærer, at man følger nogle principper for hvilke dele af organisationen en bestyrelse blander sig i. En anden del er, hvilke oplysninger man deler med omverdenen. Hvis Brøndby skal have nogen chance for at vende tilbage til fordums styrke, så kræver det, at man genvinder tilliden hos fans og sponsorer. Det sker, blandt andet, ved at følge disse principper, skriver tilhængerne tirsdag på Facebook under overskriften 'Driv Brøndby professionelt, tak!'.

Her opfordrer man Brøndby-bossen til lige at trække vejret næste gang, temperamentet slår gnister.

- Vi sidder selv og råber foran fjernsynet og bliver frustrerede, når det ikke går Brøndby som vi ønsker. Men som aktionærforening, så opfordrer vi til, at man som ledende person eller medarbejder i Brøndby holder sine frustrationer i et lukket forum.

- Hvis det ikke er nok, så opfordrer vi til, at man sover på det, så man ikke skriver noget på internettet, som man fortryder dagen efter. Det gælder uanset om man står på Sydsiden eller sidder i Laudrup-loungen, lyder budskabet, som er underskrevet af formanden i Brøndbys Supporters Trust, Frederik Gjørup Nielsen.

I Brøndby har hverken Jan Bech Andersen eller andre ønsket at kommentere Ekstra Bladets afsløring.

(Foto: Lars Poulsen) Brøndby - 8. mar. 2016 - kl. 15:53 Afsløring: Brøndby-ejer sviner Frank og Rud under falskt navn

Jan Bech Andersen er et passioneret menneske med temperament og vildskab. (Foto: Lars Poulsen) Sport og Spil Sådan er Jan Bech - temperament, passion og vildskab

35 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere