Brøndby skal slutte i top-3.
Det er ambitionen, som de prædiker på Vestegnen.
Men sker der ikke forandringer og forstærkninger, så kan det blive en meget vanskelig ambition at opfylde i den kommende sæson.
Konkurrencen om pladserne i feltet efter de to store – FCK og FCM – er jævnbyrdig og meget tæt. Det er små marginaler, der afgør de placeringer.
Og med skader til både anføreren og viceanføreren – Mensah og Maxsø – samt Carl Björk indleder Brøndby sæsonen i en stærkt svækket udgave.
Brøndby kan reelt slutte alt fra nummer tre til nummer ti, som situationen tager sig ud nu her og nu.
De Brøndby-fans, der drømmer om, at klubben kan udfordre de to store i denne sæson, må være blevet slemt skuffet, da de hørte fodbolddirektør Carsten V. Jensen i en podcast for nylig på fanmediet 3point.
Her var der ingen tvivl om, at det bliver et meget stille transfervindue i Brøndby, hvis ikke der sker et par store salg. Ti mio. kr. for højre backen Sebastian Sebulonsen er mange penge i Brøndby-regi. Men det er ikke en handel, der ligesom understreger, at Brøndby med sikkerhed spiller sig ind i top-3.
Optakten til sæsonstarten har heller ikke været imponerende. Brøndby har slidt med at skabe chancer, og Niels Frederiksen har været utilfreds med spillet i testkampene.
Samtidig gør Brøndby klar med flere emner på affyringsrampen. Men Brøndby er også i en position her og nu, hvor klubben ikke er presset til et salg.
Priserne på de tre største salgsemner - Mads Hermansen, Anis Ben Slimane og på lidt længere sigt Mathias Kvistgaarden – kommer kun til at stige ved at vente et halvt eller ét år.
Mads Hermansen står foran sit gennembrud og en mulig VM-billet. Anis Ben Slimane sigter mod VM til november. Alene det gør, at prisen på ham vil eksplodere, hvis han spiller sig ind i VM-varmen. Og så er der Kvistgaarden, der nok skal blive et stort salg. Men i den optimale verden spiller han videre to år i Brøndby, før han sælges ét år før kontraktudløb i 2024.
Brøndby har lige nu den trup, som økonomien berettiger til. Efter investeringer for mere end 43 mio. kr. det seneste år er der ikke udsigt til de store armbevægelser her i sommervinduet.
Brøndby er i venteposition på, at en investor melder sig på banen, så der igen kan trykkes på gaspedalen.
Og det er nødvendigt. Carsten V. Jensens tese om, at Brøndby skal være smartere end de andre, holder ikke på den lange bane. Det har han i øvrigt også erkendt.
Du kan være klogere og dygtigere i én enkelt sæson – guldsæsonen 2020/21 - men på sigt vinder dem, der investerer mest. Og det gør Brøndby ikke lige nu.
Der skal ske store investeringer i spillertruppen, hvis hullet skal lukkes. Klubben skal hente mere komplette spillere, hvis den skal flytte sig og være en udfordrer.
David Blitzer er stadig en mulighed som investor, men en afklaring trækker tilsyneladende ud, fordi det er et meget kompliceret forhandlingsforløb at få en ny investor ind i folden.
Men Brøndby har travlt, hvis klubben ikke bare skal have en mellemsæson. Kommer en ny investor på plads, inden august er overstået, kan klubben nå at vise muskler på transfermarkedet.
Alternativet er lidt skræmmende, fordi der ikke er udsigt til, at Brøndby viser handlekraft og foretager store investeringer.
Aktuelt har klubejer Jan Bech Andersen sat bremseklodsen i. Han har reddet klubben, gjort den gældfri og samtidig står Brøndby som ejer af stadion.
Det bedste udgangspunkt for at få en investor på banen. Men Jan Bech Andersen har også taget sin tørn. Han har investeret 275 mio. kr. over de seneste ni år i Brøndby.
Læs også: Mulig Brøndby-ejer har tråde til Qatar