- Brøndby har givet mere til mig, desværre

Tårerne var tæt på at sprøjte, da Kasper Fisker og fansene i Brøndby sagde farvel til hinanden

Taknemmelig Fisker efter sidste kamp på Brøndby Stadion: En meget speciel oplevelse. Video: Discovery Networks Danmark.

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Det var rørende, da Kasper Fisker gik ned til fansene med Elva og Baldur i hænderne for at takke for støtten gennem de sidste tre år – og for en enestående afsked med Brøndby for hans vedkommende.

Han fik de sidste minutter på banen, og ikke et øje var tørt.

- Jeg rørte bolden et par gange. Jeg skulle nok have valgt at skyde på mål i stedet for at aflevere på et tidspunkt. Den der – der er nogen, der kalder det en flødefod – skal jeg vist have fundet frem på et tidspunkt, siger han grinende efter kampen.

Han blev tiljublet under opvarmningen, krævet på banen til sidst – de ville næsten ikke slippe ham på Sydsiden.

- Det var specielt rørende efter kampen, da jeg gik på banen med mine to børn og fik den modtagelse. Det var meget rørende, siger jyden, der fra start spottede sin yndlingstræner, der også var kommet for at sige farvel – og hej.

- Zorniger kom, fordi det var min sidste hjemmekamp. Jeg så ham deroppe og tænkte: Det er kraftedme ham, der fik mig hertil og var årsag til den der første, fantastiske sæson. Det er jeg taknemmelig for, og han er uden tvivl den bedste træner, jeg har haft i min karriere.

Det er blevet andre tider i Brøndby, end dengang tyskeren herskede.

- Vi træner ikke så hårdt nu. Der er ikke så meget kæft, trit og retning, og der er flere, der bliver hørt.

Du kan altså bedre li’ kæft, trit og retning?

- Jaeh … Jeg kan for det første godt lide at arbejde rigtigt hårdt, og hvis man opnår resultater ved at arbejde hårdere end de andre, er der ikke noget bedre end det. I den sæson, hvor vi efter min mening var det bedste hold, vandt vi så desværre ikke mesterskabet, men vi arbejdede hårdere end de andre, og det var en fed følelse at vinde gang på gang på hårdt slid.

Hvor meget havde du forberedt dig på afslutningen i dag?

- Jeg er sgu bedst, når jeg bare er i følelsen, så jeg havde egentlig ikke forberedt noget. Det var direkte fra hjertet.

Men trods alt ingen tårer?

- Mjarh, det var tæt på, lad mig bare sige det. Også da jeg løb på banen til opvarmningen, hvor Maxsø og de andre sagde, jeg skulle løbe først ud … Det var også et stort øjeblik. En anerkendelse af, at det kan godt være, jeg ikke er en af de bedste spillere, men jeg har trods alt betydet noget.

Farveller. Kasper Fisker er ikke for fin til at spille 1. division, siger han. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Farveller. Kasper Fisker er ikke for fin til at spille 1. division, siger han. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Man skulle tro, du havde spillet 750 kampe og været her i 15 sæsoner. Men det er kun tre…

- Jo, og det er jo lidt det, jeg er rigtigt ked af, jeg ikke kan give mere tilbage af. Brøndby har givet mere til mig, end jeg har givet Brøndby. Desværre. Det er jeg rigtigt ked af, og det er derfor, jeg benhårdt er gået efter en forlængelse. Jeg har gjort alt.

- Jeg var parat til at gå rigtigt meget ned i løn. Også så meget, at jeg tror, mange ville blive overrasket over at høre det. Det var derfor, jeg troede, jeg havde en chance. Men for Brøndby handlede det ikke om økonomi, det drejede sig om strategi, og det har jeg meget stor respekt for.

Fremtiden kan byde på – Fremad Amager…

- Jeg har snakket med nogle klubber, men jeg har valgt ikke at få noget konkret på bordet endnu, så derfor gider jeg ikke nævne klubber. Men jeg kommer heldigvis ikke til at gå arbejdsløs.

Se også: Brøndby sagde farvel til Fisker

Se også: Kasper Fisker er færdig i Brøndby

Se også: Ballade i Brøndby: Hiver i hestehalen

138 kommentarer
Vis kommentarer