Brøndby har skrevet kontrakt med 20-årige Rasmus Wikström, der har fået en kontrakt frem til sommeren 2025.
- Rasmus Wikström er en spiller, vi har godt kendskab til og fulgt i flere år. Han har på det seneste spillet fast førsteholdsfodbold, og nu er tiden moden til, at han tager sit næste skridt. Vi glæder os over tilvalget af Brøndby IF, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at Rasmus her udvikler sig til den bedst mulige udgave af sig selv, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside.
189 centimeter høje Wikström kommer fra IFK Göteborg og har senest været på lejeophold hos AFC Eskilstuna i den næstbedste svenske række. Han har også 24 kampe på det svenske U-landshold fra U17 til U19.
Midterforsvareren, der også kan spille højre back, fortæller, at det ikke var en svær beslutning at skifte til den københavnske vestegn.
- Brøndby IF er Danmarks største klub med en fantastisk opbakning fra tribunerne. Det glæder jeg mig til at opleve. Selv om jeg er ung og stadig skal udvikle mig, kommer jeg for at kæmpe om spilletid så hurtigt som muligt, siger den 20-årige stopper.
Brøndby har denne sommer mistet flere centrale forsvarsspillere i form af Anthony Jung, Hjörtur Hermannsson, og senest Joel Kabongo - mens Andreas Maxsø også er på vej væk.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
I seneste kamp spillede Brøndby med Sigurd Rosted, Anton Skipper og den omskolede midtbanespiller Tobias Børkeeiet i det centrale forsvar.
Wikström blev udlejet til AFC Eskilstuna i marts for at komme i omdrejninger efter en længere skadespause. Det var 12. august 2019, at Wikström ødelagde korsbåndet i sin startdebut på hjemmebane for IFK Göteborg.
Han kommer til Brøndby med ti kampe i sæsonen og var senest indskifter for Eskilstuna i weekenden i sejren mod Örgryte i den næstbedste svenske række.
Wikström ligner i Brøndby en direkte afløser for spilleren, de sendte til Randers tidligere på ugen.