Tre nederlag i træk og 2-7 i målscorer.
Forårskrisen har ramt Vestegnen.
Brøndby sled sig med i mesterskabsspillet, men ligner rene statister, når det handler om de afgørende placeringer i sæsonen.
Den tilbagevendte anfører, Kevin Mensah, der fik comeback efter 13 måneders fravær, skar tingene ud kort og godt:
- Vi spiller ikke særlig godt og er inde i en pointmæssig krise. Derfor har jeg det ikke særlig godt, selv om jeg fik comeback, siger Kevin Mensah.
Jesper Sørensens tropper har ramt en skæv stime på et uheldigt tidspunkt af sæsonen.
Ambitionerne om Europa og muligheden for at snuse til medaljer, kan de godt glemme i Brøndby.
En afstand på ni og ti point til AGF og Viborg, henter Brøndby ikke i de sidste otte kampe i sæsonen.
Brøndby er havnet i et stort sort hul.
- Vi må se om vi kan grave os op af det hul, vi ligger i som nummer seks i Superligaen, siger Jesper Sørensen.
På mange måder var Jesper Sørensen faktisk godt tilfreds med spillet og indsatsen mod FC Nordsjælland. Både i første og anden halvleg, selv om hjemmeholdet førte 2-0 ved pausen.
- Det blev meget lige ved og næsten før pausen. Vi laver fejl, som de straffer os for.
- Derfor bliver der også mere desperation over de ting, vi gør efter pausen, siger Jesper Sørensen.
Personlige fejl er en del af gamet, men man havde måske ikke forventet, at en rutineret spiller som Daniel Wass var i en negativ hovedrolle på den front.
Han var flyttet frem på midtbanen, men mistede bolden centralt. En situation, der førte til den første scoring.
- Alle kan se, at Daniel laver en stor fejl i starten. Han skal finde rytme i sit spil, efter han er flyttet til en ny position.
- Men det er oplagt Daniel er en dygtig spiller. Det har han vist. Jeg er sikker på, han nok skal løfte sit niveau, lyder det fra Jesper Sørensen.
Til trods for det andet nederlag til FC Nordsjælland på tre uger i Farum, var der mange opløftende ting for Jesper Sørensen.
- Jeg må selvfølgelig forholde mig til resultatet, men vi leverede en langt bedre præstation nu, end for tre uger siden. Der er ting vi kan gøre bedre, men jeg er ikke enig i, at FC Nordsjælland var bedre end os før pausen, siger han.
Men Brøndby-træneren erkender, at udsigterne til at spille i Europa til sommer er meget små oven på to nederlag i starten af mesterskabsspillet.
- Det ser meget sværere ud nu. Vi skal hente ni point på AGF. Og det er ikke der mit fokus er lige nu. Vi må tage små skridt ad gangen. Og det gør vi ikke ved at fokusere på ni points afstand, fastslår han.
Brøndby møder AGF søndag på hjemmebane. De ligger også sidst efter den kommende runde. Men det er absolut sidste udkald, hvis de skal hale ind på AGF.