Brøndby jubler over lodtrækning

- Det er meget vigtigt for os, vi har pokalen at se frem til i foråret - det er den nemmeste vej til Europa, siger Brøndbys cheftræner, Thomas Frank

Thomas Frank havde håbet på Roskilde, men kan også leve med Skive i pokalkvartfinalen. (Foto: Lars Poulsen)
Thomas Frank havde håbet på Roskilde, men kan også leve med Skive i pokalkvartfinalen. (Foto: Lars Poulsen)

Thomas Frank havde håbet at trække Roskilde, så det blev en kort udflugt i pokalkvartfinalen.

Nu fik han den næstbedste løsning med Skive, når der 1.-3. marts næste år spilles kvartfinaler i pokalturneringen, hvor Brøndby skal spille på udebane mod 1. divisionsmandskabet.

- Det er en god lodtrækning for os. Det er en kamp, hvor vi skal vinde. Men det betyder ikke, at vi ikke har stor respekt for Skive. Vi har jo set i denne runde, at Roskilde slog FC Midtjylland ud og tidligere har andre 1. divisionshold sendt superligahold ud af pokalen, advarer Thomas Frank.

Han var lykkelig for, at Brøndby ikke allerede på nuværende tidspunkt skal møde FC København. Det er en klassekamp, der således stadig er en mulighed i semifinalen eller finalen, hvis begge mandskaber klarer de næste forhindringer.

- Det er meget vigtigt for os at være med i pokalen, så vi  har noget at se frem til i foråret. Det er jo den korteste vej til Europa, som Brøndby-træneren konstaterer.

Se også: Brøndby heldig med lodtrækning: Her er kvartfinalerne

Men det holdt hårdt for Brøndby med at indløse billet til pokalkvartfinalen. Først i det 92. minut lykkedes det Ronnie Schwartz at score mod heroisk kæmpende HB Køge.

Et sejrsmål, der faldt efter en periode på ti minutter, hvor Brøndby havde haft et massivt pres på HB Køge-målet.

- Det vigtigste og helt afgørende er, at vi er kommet videre. HB Køge kæmpede godt for det, erkender matchvinder Ronnie Schwartz, der sammen med Teemu Pukki var med til at gøre en forskel for Brøndby, da de blev skiftet ind.

De to offensive profiler var med til at sætte et enormt tryk på hjemmeholdet i slutfasen af kampen, hvor Brøndby måske spillede lidt mere primitivt på lange bolde.

- Selv om vi har brugt mange kræfter her i pokalkampen, skal vi nok være parate til opgaven søndag mod OB, siger Ronnie Schwartz, der var lettet over igen at komme på måltavlen efter en periode uden scoringer.

Se også: Brøndby-bombardment gav bonus til sidst

26 kommentarer
Vis kommentarer