Brøndby-kaptajn om topkampene: Det nytter ikke

- Kampen mod FCM er vigtig for os, fordi vi ikke skal for langt efter dem, siger Thomas Kahlenberg, der er i spil til startopstillingen

Thomas Kahlenberg har spillet en halv time i de fire seneste kampe. Nu er han klar til at træde ind i startformationen mod FCM søndag. (Foto: Lars Poulsen)
Thomas Kahlenberg har spillet en halv time i de fire seneste kampe. Nu er han klar til at træde ind i startformationen mod FCM søndag. (Foto: Lars Poulsen)

I seks uger har Thomas Kahlenberg trænet for fuld damp uden at få lov at spille fra start for Brøndby. Vejen tilbage fra hofteoperationen i foråret har været lang, når det handler om at vende tilbage til startformationen i Brøndby.

Fire gange er han blevet skiftet ind med én halv times spilletid til følge i hver af kampene. Men nu føler han sig parat til at spille fra start, når Superligaens tophold, FC Midtjylland, gæster Brøndby Stadion på søndag.

- Jeg er på det niveau, jeg gerne vil være. Jeg har meldt mig klar, så nu er det op til træneren at afgøre, om jeg skal være med fra start, siger Thomas Kahlenberg.

Se også: Her er FCK-stjernen, Kahlenberg helst så i Brøndby

I spil til startplads
 
Thomas Frank har også været glad for det, han har set fra anføreren den seneste uge på træningsbanen.

- ’Kalle’ ser skarp ud og har meget mere overskud på træningsbanen. Både fysisk og taktisk. Han er afgjort i spil til startformationen mod FCM, siger Thomas Frank.

Kahlenberg ser frem til søndagens udfordring mod de danske mestre fra FC Midtjylland, som, han erkender, bliver en stor mundfuld for Brøndby.

- Det nytter ikke, at vi kun leverer store præstationer mod FCK og FCM. Det her er en seks point kamp for os, hvis vi ikke skal halte endnu mere efter dem i toppen. De kan trække afgørende fra os, mener Thomas Kahlenberg, der sigter lidt højere end klubbens målsætning om top-3.

- Når vi har et mål om top-3, er det ikke udtryk for, at vi ikke vil højere op. Vores første delmål er at få kontakt. Siden skal vi være stabile.

- Når man ser på efteråret, har vi smidt rigeligt med point. Vi har noget, der skal indhentes inden juleferien. Vi skal tættere på toppen, siger Thomas Kahlenberg.

Se også: Frank tøver med Brøndby-kaptajn

12 kommentarer
Vis kommentarer