Brøndby-kaptajn på vippen

Det er tvivlsomt om Thomas Kahlenberg er med fra start mod Hobro søndag

Thomas Kahlenberg har lige nu grund til bekymring. Han har lidt problemer med hoften og er ikke helt oppe i gear. (Foto: Lars Poulsen)
Thomas Kahlenberg har lige nu grund til bekymring. Han har lidt problemer med hoften og er ikke helt oppe i gear. (Foto: Lars Poulsen)

Det var helt efter planen, at Thomas Kahlenberg ikke var med ude på træningsbanen torsdag, hvor Brøndby-truppen for første gang i år trænede på bane 3 – den normale træningsbane bag Brøndby Stadion.

Men det er alligevel en lille smule alarmerende, at kaptajnen ikke ser ud til at være helt oppe i gear før forårsstarten.

Han sad på bænken søndag i Viborg og derfor går cheftræner Thomas Frank lige nu og overvejer, om Thomas Kahlenberg skal bruges fra start eller får plads på bænken søndag aften i forårspremieren på Brøndby Stadion.

- Kalle slider lidt med hoften efter den operation, han fik sidste år. Det var helt efter planen, han blev indendørs torsdag. Vi håber, han er på græs med holdet igen fredag, forklarer cheftræner Thomas Frank.

Han ligner en mand, der er i tvivl om kaptajnen skal spilles fra start søndag. Ikke mindst med tanke på, at foråret er langt. Og Brøndby tilmed satser på to turneringer.

Frank ikke bekymret
Målet er top-3 i Superligaen og så skal holdet gerne i pokalfinalen. Og en længerevarende skade til Kahlenberg vil have store offensive konsekvenser for Brøndby-mandskabet. Det er ham, der er arkitekten. Ham, der er strategen og ham, der sætter spillet op.

- Det er ikke alarmerende med Kalle. Han er klar søndag. Jeg skal bare afgøre, om han skal starte på banen eller bænken, forklarer Thomas Frank.

På træningsbanen torsdag manglede også topscorer Teemu Pukki, men han ventes at spille fra start søndag.

På Brøndby-mandskabet virker Daniel Agger i rigtig god form. Han har stort overskud og virker på vej mod sit topniveau. Positivt for Brøndby er det også, at Rodolph Austin fysisk virker helt oppe i gear.

TV: Her diskuteres vinterens transfers i Brøndby

17 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere