Brøndby-keeper før tre mestermøder: Vi har selvtillid

Brøndbys målmand Frederik Rønnow ser frem mod de kommende kampe mod FC Midtjylland, AaB og FC København - de seneste sæsoners tre mesterhold

Rønnow skyder brystet frem forud for de kommende storopgør, vestegnsklubben har i vente. (Foto: Brøndby)
Rønnow skyder brystet frem forud for de kommende storopgør, vestegnsklubben har i vente. (Foto: Brøndby)

Brøndby står over for en definerende periode i Superligaen. Klubben har aktuelt ti point og ligger nummer fire i Superligaen, men de næste tre spillerunder byder på kampe mod de seneste tre sæsoners Danmarksmestre.

I næste runde spiller Brøndby mod FC Midtjylland, og herefter venter opgør mod AaB og FC København. De tre mestermøder er selvsagt en stor mundfuld, anerkender målmand Frederik Rønnow.

- Det er gode modstandere alle sammen, og FC Midtjylland, som er næste modstander, har smidt meget få point. Det er dem, vi har fokus på lige nu, men kampene mod AaB og FCK er også store. Det er helt specielt at skulle møde FCK som Brøndby-spiller, og det er i det hel taget spændende for kampe, vi går i møde, siger Frederik Rønnow til tipsbladet.dk.

Se også: Afsløring: Ny midtbanekriger landet i Brøndby

Han medgiver, at kampene kan få betydning for Brøndbys placering i tabellen.

- Vi vil gerne være med, hvor det er rigtig sjovt, så vi skal skrabe så mange point som muligt sammen. Det har set godt ud på det seneste, så vi skal bygge videre på det. Alle kampe er vigtige, og selvom det er tidligt på sæsonen og vi ikke kigger på tabellen lige nu, så er det også en afgørende periode. Vi skal sørge for at hente så mange point som muligt, siger Rønnow, der lige nu har mest fokus på søndagens hjemmekamp mod FC Midtjylland.

- Det bliver en hård kamp, for FC Midtjylland gør det rigtig godt. De har masser af selvtillid, men det har vi også. Der bliver tit spillet tætte kampe mod FCM, så vi skal gå efter et godt resultat. Det bliver en svær kamp, men jeg mener, at vi har gode muligheder, siger han.

- Vi spiller på Brøndby Stadion, og vi har publikum i ryggen. Det skal vi udnytte, og så skal vi fortsætte de gode takter fra de seneste kampe med en solid defensiv og en offensiv, hvor vi scorer på vores chancer. Vi fik en skidt start på sæsonen og har haft et hårdt program med mange kampe på kort tid, så på en måde har det været godt med en pause til at samle kræfter til de kommende kampe. Det skal nok blive godt, tilføjer han.

Kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland spilles søndag klokken 18.00.

27 kommentarer
Vis kommentarer