Brøndby-keeper på besøg i ny klub: - Jeg er imponeret

Frederik Rønnow glæder sig helt vildt til at tiltræde i Eintracht Frankfurt og mærke suset fra Commerzbank Arena

Frederik Rønnow er i gang med sin sidste tørn for Brøndby IF. Efter denne sæson skifter målmanden til Eintracht Frankfurt, med hvem han har underskrevet en fire-årig aftale. I Bundesliga-klubben skal han afløse Lukas Hradecky, præcis som han gjorde i Brøndby for tre år siden.

Den danske landsholdsmålmand ser meget frem til de udfordringer, der venter ham i tysk fodbold.

- Jeg er imponeret over stadion. Det er rigtig stort. Jeg kan virkelig ikke vente med at spille her. Jeg har også set byen, og den ser rigtig skøn ud. Jeg er meget spændt på, hvad der venter mig her, siger Frederik Rønnow til Eintracht Frankfurts hjemmeside og tilføjer:

- Det er et stort skridt for mig. Jeg har gjort det godt i den danske liga, men det kan man ikke sammenligne med Bundesligaen. Derfor er det en enorm udfordring for mig, men jeg tror på mig selv, og jeg er klar til at spille for så stor en klub som Frankfurt.

Målmanden forventer sig noget helt andet, end han har oplevet i dansk fodbold for Esbjerg fB, AC Horsens og Brøndby.

- Det er en stor klub i en stor liga. Det bliver anderledes end i Skandinavien. Det er en stor mulighed for mig, og derfor er jeg så begejstret. Alle taler meget om Eintracht Frankfurt. I løbet af kort tid får man en følelse af, at hele byen elsker fodbold og står bag klubben. Det glæder jeg mig til at være en del af, siger Rønnow og kommer med en karakteristik af sig selv:

- Jeg vil sige, at jeg er en moderne målmand, der kan spille med fødderne. Mine styrker er også mine reaktionsevner og en-mod-en-dueller. Selv om jeg er 190 centimeter, er jeg ikke den største og mest frembrusende målmand, men jeg ved, at jeg kan bruge min højde som en fordel.

Eintracht Frankfurt har købt Frederik Rønnow for 21 millioner kroner.

I februar fortalte Troels Bech, hvilken Superliga-målmand, der var interessant for Brøndby:

Lejesvende, hvad nu? Brøndby arbejder på flere løsninger

Brøndbys skrækscenarie: Så svær er vejen til europæisk gruppespil

Eksklusivt interview med Zornigers blogger-kæreste: Brøndbys fans er vanvittige