Når man som forsvarende danske mestre ikke har vundet en kamp efter fem spillerunder og allerede er ti point fra førstepladsen, så har den pointmæssige krise ramt klubben.
0-1 mod FC Nordsjælland efterlader også Brøndby med den værst mulige optakt til tirsdagens Champions League-kvalifikation, hvor Salzburg-spionen fredag aften på Brøndby Stadion må have slikket sig om munden med udsigten til at møde de danske mestre.
Der er dem, der vil sige, at fem stamspillere ude med corona er en forklaring på nederlaget til FC Nordsjælland. I øvrigt det første i mere end fire år efter en stime på 15 kampe uden tab mod Farum-klubben.
Men den køber viceanfører Kevin Mensah på ingen måder.
- Vi kan ikke bruge corona som nogen undskyldning. Slet ikke. Vores trup har mange kvalitetsspillere udover dem, der lige nu sidder ude, mener Kevin Mensah og slår fast:
- Fem kampe uden en sejr. Det siger sig selv, at vi på ingen måder er stolte af det her, pointerer Kevin Mensah.
Cheftræner Niels Frederiksen erkender, at nederlaget kom, fordi Brøndby manglede kvalitet i de afgørende situationer på banen.
- Vi skal score til sidst, hvor vi har presset FC Nordsjælland helt i bund, mener Niels Frederiksen.
- Det her var bestemt ingen optimal forberedelse til vores Champions League-kamp på tirsdag mod Salzburg.
- Vi ved det bliver en helt anden opgave. Vores succeskriterium er, at det skal være åbent, hvem der går videre, når vi spiller returkamp på Brøndby Stadion ugen efter.
- Vi har en tro på, vi kan skabe spænding om udfaldet til returkampen, pointerer Niels Frederiksen, der tirsdag også kommer til at undvære Josip Radosevic, Sigurd Rosted, Christian Cappis, Mathias Greve, Tobias Børkeeiet samt reservekeeper Thomas Mikkelsen. De er alle ude med corona.