Brøndby-leder brød reglerne: Sneg sig ulovligt ind til kamp

Sune Blom, der har været i Brøndbys bestyrelse siden 2014, var blandt de omkring 50 Brøndby-fans, der onsdag aften var til fodbold i Farum, selvom de ikke havde adgang

Brøndby-bestyrelsesmedlemmet Sune Blom var med i den gruppe blågule-fans, der onsdag aften brød klubbernes eget regelsæt og 'snød sig ind' i Farum til kampen mod FC Nordsjælland.

Udebanefans har ellers ikke adgang i den resterende del af sæsonen, men en gruppe Brøndby-fans havde fået fingre i nogle af de nordsjællandske sponsorbilletter.

En af dem endte hos Sune Blom, hvis tilstedeværelse på tribunen er dokumenteret af et billede taget en fotograf fra Ritzau Scanpix.

Læs Sune Bloms forklaring nederst i denne artikel...

Sune Blom på tribunen i Farum onsdag aften. Foto:  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sune Blom på tribunen i Farum onsdag aften. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sune Blom er fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse og har været en del af den professionelle afdelings bestyrelse siden 2014.

Den 31-årige direktør blev tidligere på måneden valgt som fanafdelingens repræsentant uden modkandidater.

Det er Superliga-klubberne i fællesskab, der har besluttet, at der ikke skal lukkes udefans ind.

Men på allerførste dag med tilskuere tilbage på stadion var et bestyrelsesmedlem i en af de 12 klubber altså med til at bryde reglen.

Klubbernes egen beslutning

Det er klubberne, der i fællesskab har besluttet, at der ikke må være udebanetilhængere resten af sæsonen.

Det er en del af den såkaldte Superliga-ordning.

Forbuddet mod udebanefans har utvivlsomt gjort tilskuerplanen mere spiselig for politikerne på Christiansborg.

Divisionsforeningen sendte mandag en reminder til klubberne i de to bedste rækker.

Her understregede man, at der ikke er udebanetilhængerne resten af sæsonen.

Divisionsforeningen gjorde også opmærksom på, at aftalen om tildeling af 20 almindelige billetter og 6 VIP-billetter til udeholdet var suspenderet.

I protokol 3, der omhandler tilskuerforhold i forbindelse med kampafvikling under coronapandemien, fremgår det, at udebanefans ikke har adgang:

'Jvf. turneringsadministrators beslutning er der for resten af sæsonen 2020/2021 ikke adgang for udeholdets tilskuere', hedder det i punkt 2.1.

Ifølge FC Nordsjælland var der i omegnen af 50 Brøndby-fans blandt de 1800 tilskuere i Farum.

Den nordsjællandske klub skrev torsdag på sin hjemmeside, at den via videomateriale havde identificeret flere af dem som medlemmer af Brøndbys kerne af meget passionerede fans.

De havde ladet den gule spillertrøje blive hjemme, men efter opgøret kunne flokken ikke holde sympatierne nede.

De rejste sig op og råbte 'Vestegnen, Vestegnen' og hyldede på den facon deres klub.

Brøndby-fans hyldede i slutningen af opgøret mod FC Nordsjælland deres hold, og det skabte spændinger på endetribunen i Farum. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brøndby-fans hyldede i slutningen af opgøret mod FC Nordsjælland deres hold, og det skabte spændinger på endetribunen i Farum. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby-flokken var på den ene endetribune tæt op af de mest dedikerede FCN-fans, der ikke var begejstrede over de ubudne gæster.

Sune Blom kan ikke undskylde sig med, at han ikke vidste, at han ikke måtte komme på stadion som Brøndby-fan. Det stod på billetten….

Brøndby-spottere opdagede ingenting

Som en del af Superliga-ordningen skal udeholdet stille med mindst to kontrollører.

De skal inden kampen hjælpe hjemmeholdets kontrollører med at spotte potentielle tilskuere fra udeholdet.

Brøndby havde egne kontrollører på plads i Farum, men de opdagede ikke, at en gruppe fans fra Vestegnen så at sige sneg sig ind i Farum.

FC Nordsjælland skriver på sin hjemmeside, at der var tale om 'medlemmer af Brøndby IF's kerne af meget passionerede fans'.

Deres opførsel provokerede FC Nordsjællands fanklub, der var placeret på den anden halvdel af den pågældende endetribune.

Der var i øvrigt slet ingen billetter til salg til opgøret, som Brøndby vandt 3-0.

De 1800 pladser gik til sæsonkortholdere og partnere. Nogle af partnere havde via deres aftaler adgang til såkaldte lægtebilletter, som de for eksempel kan give til kunder og ansatte.

Det er nogle de billetter, som endte på Brøndby-hænder.

FC Nordsjælland har kaldt det et bevidst forsøg på at omgås reglerne for komme ind til en kamp, man ikke har adgang til.

Som en konsekvens har FC Nordsjælland suspenderet lægtebilletter til opgøret mod FCK.

De har også appelleret til de øvrige Superliga-klubber om at sørge for, at alle fans er klar over, at der ikke må være fans af udeholdene til stede til kampene.  

--------- SPLIT ELEMENT ---------

'Det er min fejl...'

Sune Blom fotograferet i 2013. Han har været aktiv i Brøndbys fanmiljø siden 2008 og siddet som fanrepræsentant i den professionelle afdelings bestyrelse siden 2014. Foto: Lars Poulsen
Sune Blom fotograferet i 2013. Han har været aktiv i Brøndbys fanmiljø siden 2008 og siddet som fanrepræsentant i den professionelle afdelings bestyrelse siden 2014. Foto: Lars Poulsen

Sune Blom ønsker ikke at stille op til interview, men han erkender i en sms, at det ikke var smart at møde op i Farum sammen med en række andre Brøndby-fans.

I en besked til Ekstra Bladet skriver han:

- Jeg var som bestyrelsesmedlem i Brøndby IF inviteret til kampen af FC Nordsjælland, men valgte at se kampen sammen med en kammerat, der havde nogle sponsorbilletter.

- Det sker tit, da det heldigvis er sådan, at klubbernes sponsorer bruger deres partnerskaber til at pleje kunder og netværk på tværs at klub-tilhørsforhold, hvor man kan mødes for at se fodbold sammen.

- Det ønskede Nordsjælland ikke i onsdags, og det skulle jeg have været mere opmærksom på og være blevet i VIP-sektionen og set kampen derfra i stedet.

- Det er min fejl. Det ærgerlige er egentlig, at det har taget fokus fra en meget professionel og velafviklet stadionoplevelse, hvor tjek af coronapas, afstandskrav med mere blev håndteret til UG.

Ekstra Bladet har en række spørgsmål, som vi gerne havde hørt Sune Bloms svar på:

  • Kendte du ikke til reglerne, da du sammen med en række andre Brøndby-fans indfandt dig på tribunen i Farum?
  • Hvilket signal mener du, at du er med til at sende til andre fans, når du som bestyrelsesmedlem i en klub overtræder de regler, som klubberne selv har indgået?
  • Ifølge vores oplysninger var du ikke inviteret til kampen af FC Nordsjælland, og dit navn er heller på Brøndbys fremsendte liste over bestyrelsesmedlemmer, der ville møde op. Hvad siger du til det?

Ekstra Bladet har været i kontakt med Brøndby IF. Klubben er bekendt med sagen, men har ingen kommentarer.

Heller ikke Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, ønsker at kommentere den.

Han var til stede i Farum og siger, at de sundhedsmæssige forskrifter blev overholdt - også af Brøndby-tilhængerne.