Brøndby med kæmpe sponsoraftale

Carlsberg har forlænget sin aftale på Vestegnen med fem år - en aftale til en samlet værdi i niveauet 10-12 millioner kroner

Brøndby forlænger samarbejdet med Carlsberg i fem år, så den udløber med udgangen af 2025. Foto: Lars Poulsen.
Brøndby forlænger samarbejdet med Carlsberg i fem år, så den udløber med udgangen af 2025. Foto: Lars Poulsen.

Carlsberg bliver ikke hovedsponsor i Brøndby, men bryggerigiganten fortsætter som en af klubbens største sponsorer.

Søndag før opgøret mellem Brøndby og AGF blev aftalen med Carlsberg forlænget med fem år til udgangen af 2025.

Det er en af de større aftaler på Vestegnen. Og det ventes at være en aftale, der betyder mellem 10-12 millioner kroner til Brøndby i hele kontraktperioden.

Carlsberg har været leverandør af øl og sodavand til Brøndby siden 2010. Nu kommer aftalen altså til at strække sig over mindst 15 år.

Målsætningen med den nye aftale er, at fodboldfans skal have den bedste oplevelse, når de besøger Brøndby Stadion.

- Brøndby har skabt nogle fantastiske rammer for fanoplevelsen med Fanzonen og Familie Loungen, og vi vil gerne bygge videre på disse initiativer. Carlsberg ønsker med denne aftale at komme endnu tættere på fansene. Vi vil gerne skabe endnu stærkere oplevelser både på og udenfor stadion for at styrke fællesskabet og oplevelsen for fansene og vores kunder, siger sponsorchef Christopher Bak Billing.

Ole Palmå, direktør i Brøndby, glæder sig over endnu en aftale er i hus. For nylig blev der indgået en større aftale med Danske Spil.

- I Brøndby IF ønsker vi at skabe de absolut bedste oplevelser fodboldfans kan få og sammen med Carlsberg vil vi nu jagte de bedste oplevelser for fodboldfans, når man besøger vores stadion. Med så stort et strategisk fokus på fanoplevelser og fællesskab fra Carlsberg såvel som os, så tror jeg ikke man finder et meget bedre match mellem to partnere, siger Ole Palmå.

Nu kan Brøndby jagte en ny hovedsponsor. Aftalen med Arbejdernes Landsbank udløber til nytår.

Se også: Storsponsor med gavebod

Se også: Brøndby-profil vil væk til sommer

Se også: Zorniger-forhandlinger gik i stykker: - Det er nonsens

211 kommentarer
Vis kommentarer