Brøndby-melding til aktionærerne: Sælg ikke til Jan Bech

Brøndbys bestyrelse mener klubbens aktionærer skal beholde deres aktier

Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen, der i dag ejer i omegnen af 40 procent af aktierne, skal ikke sidde på det absolutte flertal, hvis det står til Brøndbys bestyrelse.

Oven på emissionen tidligere på efteråret er Jan Bech Andersens ejerandele steget til mere end 33 procent. Derfor skal han afgive et købstilbud til alle klubbens aktionærer.

Men klubbens bestyrelse mener ikke, at det er en god ide, at aktionærerne sælger deres aktier til de 55 øre, som den i sin tid blev udbudt til i forbindelse med emissionen.

I en selskabsmeddelelse hedder det:

- Bestyrelsen anbefaler ikke aktionærerne at acceptere købstilbuddet, eftersom det er bestyrelsens opfattelse, at tilbudskursen ikke repræsenterer en, fra et finansielt synspunkt, attraktiv tilbudskurs i et offentligt købstilbud.

Sagt mere enkelt og præcist: Brøndbys bestyrelse er af den opfattelse, at aktien har et langt større potentiale end tilbudskursen på 55 øre og formentlig vil stige i løbet af den kommende tid.

Aktuelt ligger kursen faktisk lavere - på 54 øre.

Brøndbys aktionærer har en frist frem til 9. januar, hvor de skal beslutte om de vil tage imod tilbuddet fra storaktionær Jan Bech Andersen.

- Fortegningsemissionen blev foretaget til favørkurs i forhold til de historiske kurser for aktierne i Brøndby IF. Tilbudskursen indeholder dermed ikke en præmie, sammenlignet med aktiekursen dagen før meddelelse om fremsættelse af købstilbuddet samt sammenlignet med aktiekursen på andre relevante tidspunkter, står der i en selskabsmeddelelse.

Jan Bech Andersen trådte ud af Brøndbys bestyrelse tidligere på året oven på Oscar-gate, hvor han havde skrevet på et fanforum i sønnens navn, Oscar.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Johannes Møller fra JM Invest. Han var en af dem, der garanterede for Brøndbys aktieemission og bidrog med en million-garanti så der blev sikret et beløb på 100 mio. kr.

Han ønsker ikke at forholde sig til bestyrelsens melding og vil derfor ikke på nuværende tidspunkt kommentere, om han sælger sine Brøndby-aktier.

I Brøndbys bestyrelse består i dag af formand Jesper Møller, næstformand Morten Albæk, samt Christian Barrett, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Sten Lerche.

Se også: Brøndbys rigmand har nydt godt af voldsom mineoptur

Brøndby Efter pengetilførsel: Sådan vil Brøndby bruge de 100 mio. kr.

Se også: Ekspert: Brøndby-aktionærer blev hjemme på sofaen i stor stil - men det er fair nok

 

41 kommentarer
Vis kommentarer