Brøndby-profil fik klar besked: Du spiller ikke tre gode kampe på en uge

Alexander Zorniger har fingeren på pulsen med spillerne og disponerer deres kræfter lige efter bogen – derfor var Kasper Fisker ude i FC Midtjylland og spillede en stor rolle i 4-3 sejren over FCN

Kasper Fisker kom på måltavlen søndag i Farum. Foto: Tariq Mikkel Khan
Kasper Fisker kom på måltavlen søndag i Farum. Foto: Tariq Mikkel Khan

FARUM (Ekstra Bladet): Der bliver aldrig pakket noget ind, når Alexander Zorniger skal forklare sig over for spillerne. Når han skal begrunde sine valg. Hvem der bliver valgt til, og hvem der bliver valgt fra.

Det prøvede Kasper Fisker senest forud for torsdagens topkamp mod FC Midtjylland. Midtbanespilleren røg på bænken, fordi andre skulle have chancen. Naturligvis en skuffelse, men sådan er vilkårene, når man råder over seks stærke centrale midtbanespillere.

Men begrundelsen var også cheftrænerens skarpe blik for at se, hvad Fisker fysisk kan holde til i et tætpakket forårsprogram.

Belønningen for bænketjansen til Fisker kom søndag i Farum, hvor han indtog en hovedrolle på Brøndby-midtbanen.

Tilmed scorede han et fremragende langskudsmål fra kanten af feltet. Læg dertil, at han var en af de mest markante Brøndby-spillere i 4-3 sejren. Det var han formentlig, fordi han havde friske ben til opgøret.

Jeg er en gammel mand
- Jeg er en jo gammel mand, men som coach (Alexander Zorniger) sagde til mig: Jeg kan godt spille tre kampe på en uge, men jeg kan ikke spille tre gode kampe på en uge. Derfor skulle jeg starte ude mod FC Midtjylland.

- Jeg har stor respekt for de beslutninger, som coach træffer. Og set i bakspejlet var det godt, jeg ikke spillede i torsdags, så havde jeg nok været endnu mere træt nu. For det er hårdt at løbe rundt på kunstgræsset, forklarer Kasper Fisker, der lige som sine holdkammerater ikke nævner Alexander Zorniger ved navn. Siden sin begyndelse på Vestegnen for snart to år siden har spillerne fået klar besked på, at de skal kalde ham coach.

FAKTA: Brøndbys vilde stime

25 på stribe uden nederlag

Med sejren over FC Nordsjælland har Brøndby nu 25 kampe i træk i Superligaen uden nederlag. 20 sejre og fem uafgjorte samt målscoren 63-23 er facit for Alexander Zorningers tropper.

Her er de 25 kampe Brøndby foreløbig har spillet siden seneste nederlag – 0-2 mod AGF 20. august sidste år.

23. april 2018: 4-3 ude over FC Nordsjælland.

19. april 2018: 3-2 ude over FC Midtjylland

15. april 2018: 2-1 hjemme over FCK.

8. april 2018: 5-1 hjemme over Horsens.

2. april 2018: 3-0 ude over AaB.

18. marts 2018: 2-1 hjemme over Hobro.

11. marts 2018: 1-1 ude mod Horsens.

4. marts 2018: 2-1 hjemme over OB.

1. marts 2018: 1-0 ude over FC Midtjylland.

25. februar 2018: 6-1 hjemme over Helsingør.

18. februar 2018: 1-1 ude mod AaB.

11. februar 2018: 3-1 ude over Lyngby.

10. december 2017: 2-2 hjemme mod AGF.

3. december 2017: 3-1 ude over SønderjyskE.

26. november 2017: 3-1 ude over Silkeborg.

19. november 4-2 hjemme over FC Nordsjælland.

5. november 2017: 1-0 ude over FC København.

30. oktober 2017: 3-1 hjemme over Randers.

22. oktober 2017: 1-0 ude over Helsingør.

15. oktober 2017: 4-1 hjemme over Silkeborg.

1. oktober 2017: 4-0 hjemme over SønderjyskE.

24. september 2017: 2-1 ude over Hobro.

17. september 2017: 0-0 mod AaB hjemme.

10. september 2017: 1-1 mod OB ude.

27. august 2017: 2-0 hjemme over Horsens.

Nu kan Kasper Fisker gå og vente på, hvordan tyskeren disponerer hans kræfter i den kommende uge, hvor pokalsemifinalen venter torsdag mod FC Midtjylland og siden superligaopgøret mod FC Nordsjælland søndag.

- Du må spørge vores tyske ven, om jeg spiller begge kampe. Hvis han beder mig spille, giver jeg altid 100 procent for holdet, forklarer Kasper Fisker, der nok skal vente en bænketjans i en af kampene.

Han og holdkammeraterne har sat sig i en gunstig position efter syv sejre i træk og fem vundne kampe i mesterskabsslutspillet. Det lugter lidt af guld på Vestegnen.

Greb en sjælden chance
Fodbold handler ikke kun om momentum, som Brøndby i sandhed har haft i sæsonen. Det handler også om at gribe de muligheder, der opstår.

En sjælden chance fik Kevin Mensah. Han har hele sæsonen været fjerdevalg, men med Kamil Wilczek i karantæne og Jan Kliment på skadeslisten, stod reserven for tur.

- Det var en forløsning for mig at få scoret. Jeg skulle have scoret yderligere ét mål, lige som jeg skulle have afleveret til Teemu Pukki, da vi førte 3-1 og kunne have lukket kampen, forklarer Kevin Mensah.

Alexander Zorninger roste Kevin Mensah for indsatsen, men han var rasende over, at angriberen selv tog chancen og sparkede på mål ved 3-1. Hvis han havde afleveret til angrebskollegaen Teemu Pukki var kampen sandsynligvis blevet lukket til 4-1.

- Det er en stor mental udfordring at være fjerdevalget. Med scoring og en fin præstation håber jeg at få chancen i de kommende kampe. Jeg føler stadig, jeg har noget at bevise, siger Kevin Mensah.

Brøndby forventer at få Christian Nørgaard tilbage til torsdagens pokalsemifinale på Brøndby Stadion. Til den kamp er Kamil Wilczek også retur efter karantæne.

Kristina Ahnert elsker at bo ved vandet i Danmark. Hun kan slet ikke forestille sig at bo et andet sted. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Eksklusivt interview med Zornigers blogger-kæreste: Brøndbys fans er vanvittige

Hany Mukhtar blev hyldet foran Sydsiden efter 2-1 triumfen mod FCK. Brøndby er nu i en position, hvor klubben kan tillade sig at afvise bud på 20-25 mio. kr. for tyskeren. Der skal store penge på bordet, hvis han skal sælges i sommervinduet. Foto: Lars Poulsen. Sport og Spil Brøndby kan sige nej til store bud på Mukhtar

Der er næsten garanti for ballade, når FC København og Brøndby IF tørner sammen. Ekstra Bladet undersøger, hvor dybt hadet stikker. Foto: Anthon Unger Sport og Spil Brøndby og FCK-fan mødes: Derfor hader vi hinanden

 

 

 

40 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere