Brøndby-profil smutter til Spanien: Ekspert hylder beslutning

Fodboldeksperten Morten Bruun misunder Riza Durmisi, der med skiftet til Betis tager hul på et eventyr, som vil byde på mødet med nogle af Spaniens mest passionerede fans

Riza Durmisi fik en sejr i sin sidste udekamp for Brøndby. Backen skifter til Betis 1. juli. (Foto: Lars Poulsen)
Riza Durmisi fik en sejr i sin sidste udekamp for Brøndby. Backen skifter til Betis 1. juli. (Foto: Lars Poulsen)

Lørdag blev det en kendsgerning, at Riza Durmisi er tabt for Brøndby, der sender landsholdsspilleren til Betis efter denne sæson.

En kontrakt gældende for fem år vidner om et skifte med perspektiv, og det er da heller ikke kun Durmisi, Brøndby og Betis, der har kunnet se langvarig fornuft i den nu færdiggjorte handel, som menes at koste spanierne 15 millioner kroner.

Morten Bruun, der er fodboldekspert hos SBS Discovery, har fulgt spansk fodbold tæt i en lang årrække, og han ser yderst positivt på det valg, Durmisi har truffet i forhold til sin fremtid.

- Betis er en af de klubber i Spanien, der har den største skare af tilhængere. Det et voldsomt spændende sted, Durmisi kommer til, siger Bruun til Ekstra Bladet.

- Det er en pæn stor transfer for en klub som Betis, så det er et udtryk for, at de vil noget med ham. De kan se noget værdi for pengene her. Det er ikke mange i deres trup, som har kostet det samme som Durmisi, lyder det.

Bruun understreger, at niveauet i Betis lader en hel del tilbage at ønske, hvis man sammenligner med toppen af spansk fodbold. For der er de ikke. Så langt fra endda.

Men hvor spillet på banen ikke måler sig med de bedste på den iberiske halvø, er man til gengæld helt fremme i førersædet på andre punkter.

- Der er mange andre spanske klubber, som egentlig er bedre end Betis, men hvor oplevelsen alligevel ikke er på same niveau. Det er et af de mest passionerede steder i Spanien. Et spændende sted, men også et galehus, siger Bruun.

- Der er kort snor til trænerne i Betis, og der foregår sjove ting. Det skyldes blandt andet tilskuerne, som sætter tryk på. Der har været mange episoder, hvor fansene er mødt frem til træning og har krævet spilleres eller træners afgang.

Vemodig Durmisi: Søndag er min sidste kamp

Riza Durmisi skal ikke frygte for, at der kommer til at mangle passionerede fans på lægterne, når han tager hul på tilværelsen som Betis-spiller. (Foto: Lars Poulsen)
Riza Durmisi skal ikke frygte for, at der kommer til at mangle passionerede fans på lægterne, når han tager hul på tilværelsen som Betis-spiller. (Foto: Lars Poulsen)

På den led er der store følelser på spil. Men den cocktail synes at tiltale Durmisi. Det er i hvert fald opfattelsen hos Morten Bruun.

- Jeg misunder Riza Durmisi. For eventyrets skyld er det noget af det vildeste, en spiller på hans niveau kan opleve. Det er jo ikke Mechelen eller Mouscron i Belgien.

- I Italien ville man sidestille Betis med Palermo. Temperamentet er stærkt her, men mit billede af Riza er, at han gerne vil den slags. Han har jo også en sydeuropæisk baggrund, siger Bruun.

Benspænd kan dog lure i horisonten. For historien fortæller, at der ikke altid er overensstemmelse mellem krav og formåen i den farverige klub fra Sevilla.

- Som Betis-spiller er udfordringen, at holdet ikke er så godt, som tilhængerne kunne ønske sig. På den led kommer spillerne til at stå over for en mur, som er urimelig høj, siger Bruun.

- Klubben burde være der, hvor Athletic Bilbao, Celta og Villarreal befinder sig i forhold til stadionstørrelse og tilskueropbakning. Men det gør Betis ikke, og det skyldes også økonomien, siger Bruun.

Riza Durmisi spiller afskedskamp for Brøndby søndag eftermiddag, når holdet hjemme møder SønderjyskE i sidste runde af Superligaen. Han tiltræder i Betis 1. juli.

Officielt: Her underskriver Brøndby-stjerne spansk drømmekontrakt