Brøndby-profil: Stime er ligegyldig uden en titel

- Vi kan ikke bruge den stime på 27 kampe uden nederlag til en skid, hvis vi ikke vinder noget, erkender anfører Johan Larsson

Jan Kliment blev matchvinder for Brøndby, da han scorede kort før tid. Men han stod offside, da han scorede målet. Foto: Lars Poulsen.
Jan Kliment blev matchvinder for Brøndby, da han scorede kort før tid. Men han stod offside, da han scorede målet. Foto: Lars Poulsen.

Når man skal 27 år tilbage i historiebøgerne for at finde en stime med 20 kampe uden Brøndby-nederlag i landets bedste fodboldrække, forstår man, hvor stort det faktisk er, hvad Alexander Zorniger & Co. har gang i for tiden på Vestegnen.

Vi skal altså tilbage i Morten Olsen-tiden for at finde en periode, hvor Brøndby var ubesejrede i længere tid. Nu kom sejren til sidst i hus mod Hobro på en dag, hvor Brøndby ikke ramte topniveauet, men de fik alligevel en sejr, den 15. i løbet af de seneste 20 kampe. De fem øvrige er endt uafgjort.

Spillede ikke hurtigt nok
- Det er fint at være en del af et hold, der ikke har tabt 20 kampe i træk. Men vi kan ikke bruge den stime til en skid, hvis vi ikke vinder noget, lyder det med alvorsord fra kaptajnen – Johan Larsson.

Han var tilfreds med sejren, men langtfra med spillet i dele af opgøret mod Hobro. Gæsterne havde held med at trække tempoet ud, og så forsvarede de sig klogt.

- Vi spillede ikke hurtigt nok, specielt ikke før pausen. Men det var heller ikke vores bedste kamp. Vi glæder os over, vi fik tre point. Det kan dog virke lidt mærkeligt vi står og er negative efter en kamp, hvor vi har vundet, fastslår Johan Larsson, der forklarer, hvorfor Brøndby for tiden har en speciel tro på tingene:

- Vi har selvtillid og en særlig tro på tingene. Mentaliteten hos os er sådan, at vi bevarer roen. Da der var ti minutter tilbage og det stadig stod 1-1, troede vi på, vi kunne vinde kampen, pointerer anføreren.

Han er enig i, at mesterskabet nu bliver en kamp mellem Brøndby og FC Midtjylland, men han nægter at tro på en afgørelse før helt til slut.

- Jeg tror ikke guldet bliver placeret før i den afgørende uge, hvor vi spiller tre kampe til sidst, fastslår han.

Mukhtar altid afgørende
Alexander Zorniger havde gemt de kritiske briller helt væk, selv om han helt sikkert har set bedre præstationer fra sit mandskab i løbet af sæsonen.

- Jeg er tilfreds med sejren og glad for indsatsen. Vi fortjente sejren. Nu venter ti hårde kampe i slutspillet, siger Alexander Zorniger, der var glad for at se, at Hany Mukhtar på ny fik en hovedrolle på Brøndby-mandskabet.

- Han var god sidste år, og har fortsat den udvikling. Han er offensivt en meget vigtig spiller for os, siger Brøndby-træneren og gør klar til, at en ny snart skal afløse ham.

- Når Mukhtar får næste gule kort, har han karantæne. Så må en anden tage over. Vi har ikke 20 spillere, men vi har nok, der kan træde til. Det så vi mod Hobro, hvor Jan Kliment kom ind, påpeger han.

Se også: Superliga-træner i voldsomt udbrud: 'Hele fodbold-Danmark er imod os'

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere