Brøndby-profil undgår karantæne

Den svenske angriber Simon Hedlund er klar til det afgørende guldbrag på Brøndby Stadion mandag

Der var stor utilfredshed med kampens dommer i torsdagens opgør mellem AGF og Brøndby IF.

I hvert fald i Brøndby-lejren var man langtfra imponeret, og da spillerne gik til pause, kunne man høre klubbens svenske angriber Simon Hedlund brokke sig højlydt, hvilket blev fanget af TV3 Sports mikrofon.

- Han fucking bor i byen, den fucking dommer, lød det med henvisning til den ellers korrekte udvisning af holdkammeraten Morten Frendrup og det efterfølgende straffespark, der blev dømt, fordi Hjörtur Hermansson havde hånd på bolden i feltet.

Men nu slårformand i DBUs Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, over for B.T. fast, at kommentaren ikke kommer til at koste en karantæne, som der ellers var spekuleret i.

- Vi kan ikke dokumentere, at han havde til hensigt at udbrede sin udtalelse, eksempelvis ved at tale til intervieweren. Vi mener altså ikke, at vi kan dokumentere, at han havde til hensigt at udbrede det, og derfor har vi valgt at lade den ligge.

Formanden fortæller, at det er normal praksis at idømme en spilledages karantæne, hvis en spiller udtaler sig om en dommeres upartiskhed eller integritet i et interview eller direkte til dommeren, men det vurderes altså ikke at være tilfældet her.

Brøndby vendte kampen på hovedet i anden halvleg og har nu deres skæbne i egne hænder, når de møder FC Nordsjælland på hjemmebane på mandag.