Brøndby-profil: Vi kan lære meget af Island

Brøndbys Frederik Holst er imponeret over, hvor meget Island har fået ud af sit spillermateriale under EM

Frederik Holst har grund til at tage sig til hovedet. Han er imponeret over det Island har præsteret og mener, at mange kan lære noget af den mentalitet spillerne har vist ved EM. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Frederik Holst har grund til at tage sig til hovedet. Han er imponeret over det Island har præsteret og mener, at mange kan lære noget af den mentalitet spillerne har vist ved EM. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Hvem havde nogensinde troet, at vi skulle begynde at kigge mod Island for at lære noget om fodbold?

De færreste havde vel forventet, at der overhovedet var grund til at skæve mod nord for at få inspiration til noget som helst, der foregår på en fodboldbane.

Men den aktuelle islandske EM-succes giver alligevel stof til eftertanke. I hvert fald hos et par af Brøndby-spillerne, der lige nu forbereder sig på en tur til Island. Onsdag rejser truppen til vulkanøen for at spille mod Valur Reykjavik torsdag i første kval-runde til Europa League.

- Det er virkelig imponerende, hvad Island har præsteret ved EM. Jeg er faktisk stadig lidt i chok over deres sejr over England, siger Brøndby-spilleren Frederik Holst.

Han har fulgt med i de islandske præstationer og er ikke bleg for at erkende, at man i Danmark sagtens kan lære noget af den aktuelle islandske succes ved EM.

- Island prøver ikke alt muligt andet. De gør, hvad de kan og er gode til. De spiller med hjertet, får maksimalt ud af holdet og knokler røven ud af bukserne for hinanden.

- Vi og andre kan godt tage ved lære af det Island har leveret. Det er helt afgørende at gøre præcis, hvad man er gode til og ikke forsøge at ’lege’ Barcelona, hvor man skal spille den rundt med mange pasninger til hinanden, forklarer Frederik Holst.

Gør fodbold charmerende
På trods af, at det måske ikke hele tiden er underholdende at kigge på, mener Frederik Holst, at man skal have stor respekt for det islandske kollektiv.

- Det gør bare fodbold charmerende, når Island slår England, som ingen havde forventet. Ind i mellem er det måske lidt grimt og kedeligt, men man må også kigge på de resultater, holdet har leveret. Og det har bare været fornemt, påpeger han.

Han vil bestemt ikke afskrive dem i kvartfinalen mod Frankrig, selv om det bliver en voldsom opgave.

- Island har scoret i alle kampene ved EM. De skal nok få chancer mod Frankrig. De har hidtil bevist, at de er meget farlige på standardsituationerne, siger Frederik Holst, der specielt er imponeret over én islænding – Ragnar Sigurosson.

- Han er kynisk og kontant. Og så er det imponerende han både har scoret og kan lave saksespark, påpeger han.

Anføreren er favoritten
Holdkammeraten Christian Nørgaard har også hæftet sig ved den islandske succes.

- Jeg har specielt hæftet mig ved den islandske anfører – Aron Gunnarsson. Han er hele symbolet på den islandske succes ved EM.

- Der er en grund til han er anfører. Han er en fantastisk kriger, der går forrest. Og så er det en utrolig attitude, han viser på banen, mener Christian Nørgaard

Han venter den eufori landsholdet har skabt, vil påvirke Brøndbys udflugt de kommende dage.

- Med landsholdets enorme succes vil det være klart, at et hold som Valur (dem Brøndby skal møde) får en følelse af, at når landsholdet kan gøre det, så kan vi også. Den her underdog fornemmelse om, at vi godt kan. Den tror jeg vi vil opleve i vores kamp, forventer Christian Nørgaard.

Brøndby spiller mod Valur torsdag. Kampen spilles kl. 23.00 dansk tid.

Se også: TV: Kanon-kasse og Borring-mål i Brøndby-sejr

Se også: Bekymringer i Brøndby: Uvist, hvornår profil er klar

 Se også: Borring hylder Brøndby-træners nye taktik

Se også: Barsk opstart: Så hårdt træner Brøndby

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere