Brøndby så rødt og snublede i Aarhus

Aleksandar Jovanovics mirakelredning i slutfasen blev afgørende da Brøndby snublede

AARHUS (Ekstra Bladet): Aleksandar Jovanovic leverede to redninger i mirakelklassen, da AGF med en snæver 2-0 triumf fik visket en del af pletten væk fra 0-7 ydmygelsen mod Brøndby for 364 dage siden, 21. august 2016.

I slutningen af første halvleg var Jovanovic første gang flyvende, da han hindrede Lasse Vigen Christensen i at score fra tæt hold og den bedrift blev overgået, da han to minutter før tid helt fænomenalt fik vippet Simon Tibblings forsøg forbi, da svenskeren var blevet sendt alene igennem af Hany Mukhtar.  

Brøndby missede dermed chancen for – midlertidigt – at sætte sig på Superligaens førsteplads, da de blå-gule kom helt skævt fra start i udekampen mod AGF.

Inden kampuret havde rundet 25 minutter havde Brøndby både scoret selvmål og mistet Benedikt Röcker, da han så rødt for at nedlægge Martin Spelmann, da han havde frit løb mod mål.

Men hjemmeholdet formåede kun i korte glimt at gøre det numeriske overtal gældende.

Trods en mand mindre så valgte satsede Alexander Zorniger alt på at vende kampens skæbne.

AGF var atter uden klassiske angribere, da både Morten ’Duncan’ Rasmussen og Kasper Junker fortsat er skadede. Makkerparret i front – Martin Spelmann og Tobias Sana – forsøgte ihærdigt, men det var sjældent, at det for alvor gav Brøndby-defensiven problemer.

Én gang glippede det dog, da AGF’erne fik brudt Brøndbys opspil. Jakob Ankersen satte fart mod Brøndby-målet, hvor Spelmann fik timet sit løb perfekt og sled sig fri af Benedikt Röcker, der nedlagde AGF’eren. Korrekt rødt kort og dermed en kæmpe tur op ad bakke for Brøndby, der allerede var bagud efter Hjörtur Hermannsson havde scoret i eget net, da han blev hårdt presset på et hjørnespark af den tidligere Brøndby-spiller Jesper Juelsgård.

Men trods en mand i undertal satte Brøndby hjemmeholdet under hårdt pres, men der manglede de sidste marginaler, hvilket Simon Tibblings afslutning i slutfasen til fulde beviste.

Og dybt i overtiden blev indskiftede Mikkel Rask så spillet fri og han kunne hugge den endegyldige afgørelse ind bag Frederik Rønnow. 

Kom helt tæt på Brøndbys nye Fisker: Der er en socialist gemt i mig

Oprykkere knuser bronzevindere

Se de tre kasser da Esbjerg tabte igen

OB-angriber efter ny nullert: Vi mangler skarphed

Fire mål på fire dage: Er han Superligaens nye målkonge?