Der har været stor afgang på spillerfronten hos de danske mestre fra Brøndby efter guldsæsonen.
Kun Jesper Lindstrøm og Rezan Corlu blev solgt. De øvrige forsvandt på en fri transfer.
En af dem, der ikke slap væk, var anfører Andreas Maxsø, der ellers var tæt på et skifte til Rostov i Rusland. Men skiftet kollapsede i sidste øjeblik, da russerne trak sig fra handlen.
Nu træder Maxsø torsdag ind på Brøndby Stadion som anfører for det mandskab, der skal forsøge at skabe store resultater på den europæiske scene i Europa League.
Og anføreren er bekendt med, hvad der står på spil. Ikke kun for Brøndby, men i sandhed også for spillerne i de seks internationale kampe, der nu venter.
- For os spillere er Europa League et stort udstillingsvindue. Vi har mange unge spillere, og Brøndby skal være en sælgende klub, siger Andreas Maxsø, der forventer, Brøndby kommer til at jagte sejren torsdag aften.
- Hjemmekampen mod Sparta Prag er en nøglekamp for os. Vi bør udnytte, at vi er på hjemmebane. Det er afgjort en af de kampe, hvor vi skal have point, siger Brøndby-kaptajnen.
Tirsdag skrev Ekstra Bladet, at Andreas Maxsø bliver i Brøndby resten af efteråret. Det er i hvert fald den klare forventning, som cheftræner Niels Frederiksen har efter transfervinduerne er lukket rundt omkring i Europa. Han forventer ikke, at kaptajnen skifter til Burkino Faso som er et af de lande, hvor transfervinduet stadig er åbent.