Brøndby slog til: Presser FC Midtjylland

Mikael Uhre og Anis Ben Slimane sikrede Brøndby-sejr mod Randers FC og sørgede for spændingen om guldet er intakt

Mikael Uhre bragte Brøndby i front i 1. halvleg. Foto: Lars Poulsen
Mikael Uhre bragte Brøndby i front i 1. halvleg. Foto: Lars Poulsen

Med en 2-0 sejr over Randers lægger Brøndby massivt pres på FC Midtjylland i kampen om det danske mesterskab.

7488 glade, feststemte vidner på Brøndby Stadion fik set et opgør, hvor hjemmeholdet i perioder dominerende, men også måtte slide for at sikre sig sejren.

Der blev sunget, skrålet og klappet på Brøndby Stadion, hvor de blå-gule fans fik en sejr efter måneder uden tilskuere på tribunerne.

Mikael Uhre scorede før pausen efter en situation, hvor Brøndby straffede gæsterne i ubalance.

Indskiftede Anis Ben Slimane slog til mod slutningen, da han sparkede bolden i det tomme net efter et fortrinligt forarbejde af Simon Hedlund, der smart havde snydt Mathias Nielsen nærmest på mållinjen.


Kampen om det danske mesterskab er udelukkende et opgør mellem FC Midtjylland og Brøndby.

Afstanden mellem de to rivaler er blot ét point, men FCM har en kamp i hånden mandag, når de gæster FC Nordsjælland i Farum.

Men her tabte de altså tidligere på sæsonen hele 4-1 til FCN-talenterne.

Om to uger gæster FC Midtjylland Brøndby Stadion i et opgør, hvor vi får en indikation på, hvem der løber med guldet.

Jesper Lindstrøm var tilbage i Brøndbys startformation efter at have afsonet karantæne i onsdags. Den store kreatør var meget iøjnefaldende før pausen på Brøndby-mandskabet.

Oftest når Brøndby forsøgte at nedbryde det etablerede Randers-forsvar, var han i hovedrollen.

Han havde en afslutning fra kanten af feltet, men det var først på en omstilling kort før pausen det gav bonus.

Jesper Lindstrøm fik bolden på egen banehalvdel, drev den frem i en situation, hvor gæsterne var i ubalance.

Han spillede Randers-forsvaret tyndt med sin aflevering til Mikael Uhre, der scorede via den ene opstander.

Et klassisk mål fra Brøndby i denne sæson. En hurtig omstilling, hvor både Lindstrøm og Uhre er i nøgleroller.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Det var Lindstrøms niende assist, mens Mikael Uhre nu står noteret for 16 sæsontræffere.

Jesper Lindstrøm har i øvrigt besluttet at udskyde den operation, han står foran, til efter sæsonen.

Han har lidt irritation i det ene knæ. Når han får lavet det indgreb, kræver det efterfølgende seks ugers pause.

Inden Uhres mål burde Morten Frendrup have scoret, da han sparkede over i fri position midt for målet.

Randers var i flere situationer nærgående foran Marvin Schwäbes mål. Det fik lov at trille bolden rundt i flere situationer tæt på Brøndby-målet.

Tættest på scoring var Nikola Mileusnic på et frispark, der strøg lige over mål.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Speaker for Brøndby IF, Søren Rebbe, om at speake uden publikum.