Brøndby står til ekstra milliongevinst

Brøndby får to mio. kr. ekstra i tv-penge, hvis ikke Randers vinder mandag – Wilczek kun tre mål fra Ebbe Sands scoringsrekord

Kamil Wilczek er nu blot tre scoringer fra Ebbe Sands målrekord i Superligaen. Kamil Wilczek står noteret for 66 træffere for Brøndby i landets bedste række. Se higlights fra kampen mod Lyngby her

Sejre er altid vigtige i fodbold. Men Brøndbys sejr over Lyngby kan vække ekstra glæde hos kassemesteren på Vestegnen, når første rate af tv-pengene vælter ind ad døren meget snart.

Inden opgøret mod Lyngby, lå Brøndby nummer otte. Sejren betyder, at Brøndby kravlede til tredjepladsen. Og den position forsvares, hvis ikke Randers mandag vinder over FC Midtjylland. Så betyder det samtidig ekstra to mio. kr. i tv-penge til Brøndby.

Kamil Wilczek scorede to gange og har nu nettet hele 12 gange i sæsonen for Brøndby. Foto: Jens Dresling, Polfoto.
Kamil Wilczek scorede to gange og har nu nettet hele 12 gange i sæsonen for Brøndby. Foto: Jens Dresling, Polfoto.

Millioner til forskel
Tredjepladsen udløser 3,1 mio. kr. i placeringskroner, mens ottendepladsen kun er 1,2 mio. kr. værd i placeringskroner. Derudover udløste sejren 175.000 kr. i bonus til Brøndby. Altså to ekstra mio. kr. til Brøndby.

- Jeg er bekendt med de penge, der er på spil. Og efter kampene kan vi glæde os over, at en sejr udløser flere tv-penge, siger Niels Frederiksen.

Cheftræneren kunne glæde sig over, at den positive effekt af systemskiftet nu har udløst to sejre i to forsøg og 6-1 i målscore.

- Det er det bedste snit, vi har haft over to kampe i sæsonen, siger Brøndby-træneren, der var godt tilfreds med den solide præstation.

Og så kunne han glæde sig over, at Kamil Wilczek igen slog til, og Dominik Kaiser stadig er målfarlig, selv om han er rykket lidt længere tilbage på banen efter systemskiftet til 3-5-2.

Her scorer Kamil Wilczek til 1-0, da han kommer højere end Frederik Winther. Polakken har nu scoret 12 mål i 13 kampe i sæsonen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Her scorer Kamil Wilczek til 1-0, da han kommer højere end Frederik Winther. Polakken har nu scoret 12 mål i 13 kampe i sæsonen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Rekorden bliver min
Nu har Wilczek og Kaiser tegnet sig for 19 af Brøndbys 25 scoringer. Imponerende.

- Kamil blev jo indhentet på topscorerlisten inden vores kamp (Ronnie Schwartz scorede to for Silkeborg). Den slags har han styr på.

- Han er en utrolig ærgerrig type, og så er han bare en meget dygtig afslutter, pointerer Niels Frederiksen og trækker 1-0-træfferen op som et lysende eksempel. Kamil Wilczek steg til vejrs og hovedstødte Brøndby på 1-0 i en situation, hvor Frederik Winther slet ikke nåede med op til polakkens kraftfulde hovedstød.

Kamil Wilczek står nu med 12 træffere i sæsonens første 13 kampe. Og nu er polakken bare tre træffere fra Ebbe Sands scoringsrekord for Brøndby. Wilczek står med 66 træffere for Brøndby i Superligaen.

- Jeg skal score fire mål for at få rekorden alene, smiler Kamil Wilczek, der har som erklæret mål at blive den mest scorende i historien for Brøndby i Superligaen.

- Et af mine mål er af få den rekord. Jeg føler, at det er vigtigt at få den. Jeg har jagtet den længe, tilføjer polakken, der erkender, at han måske har ramt den bedste periode i sin karriere.

- Jeg synes, jeg har været på et højt, stabilt niveau i lang tid. Men jeg har hele tiden fokus på at forbedre mig i hver kamp, forklarer Kamil Wilczek, der mener, at Brøndby nu skal ramme en stime med flere sejre i træk.

- Vi skal møde Randers, Silkeborg og Esbjerg, som tidligere har voldt os problemer. Nu handler det om, at vi får en sejrsstime, fastslår han.

En bemærkning, cheftræneren er helt på linje med:

- Vi skal i den kommende periode frem mod næste landskamppause samle mange point. Vi vil undgå en situation, hvor vi skal ud at spille om en placering i top-6 i sidste runde i grundspillet, påpeger han.

Niels Frederiksen vil dog ikke sætte mål på, hvor mange point han forventer i de fire kampe.

Se også: Wilczek på pletten igen: Sender Brøndby mod toppen

Se også: Grim skade til tysk profil: EM er i fare

Se også: Hylder Rønnows 'sensationelle' drømmekamp

151 kommentarer
Vis kommentarer