Brøndby straffet efter mesterskab: 450.000 i bøde

Baneinvasion, pyroteknik og manglende overholdelse af coronarestriktioner koster Brøndby en bøde

Sådan så det ud, da Brøndbys fans invaderede stadion efter mesterskabet kom i hus

Festlighederne i forbindelse med det danske mesterskab koster fodboldklubben Brøndby en bøde på 450.000 kroner.

Det har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet.

Årsagen er, at sikkerheden på stadion ikke var tilstrækkelig, at fans invaderede banen, at tilskuere kom ind på stadion uden visitation efter kampen, og at sikkerhedsforskrifterne angående coronavirus ikke blev fulgt.

Derudover var der fut i romerlys og anden pyroteknik i forbindelse med fejringen.

Brøndby er samtidig blevet dømt til at spille én hjemmekamp i Superligaen eller pokalturneringen uden tilskuere.

Dommen er dog betinget og træder kun i kraft, hvis klubben i løbet af den kommende sæson er skyld i lignende situationer.

Brøndby har redegjort for sit syn på sagen. Klubben forsvarer sig blandt andet med, at situationen på intet tidspunkt var til fare for spillere, trænere eller dommere.

Artiklen fortsættes under videoen ...

Sådan så det ud før og efter guldfesten

Brøndby vandt sit første mesterskab i 16 år med en sejr over FC Nordsjælland i slutningen af maj.

På grund af coronarestriktioner var stadion ikke helt fyldt under kampen, men et stort antal tilskuere havde taget plads uden for stadion.

Da kampen var slut og guldet en realitet, blev portene i det ene hjørne af stadion åbnet, og stemningstribunen i den sydlige ende af stadion blev hurtigt proppet.

Et stort antal fans stormede desuden banen efter slutfløjt, og det betød, at spillerne måtte hurtigt i omklædningsrummet.

Banen blev dog ryddet, og Brøndby-spillerne kunne komme tilbage på banen løfte klubbens mesterskabspokal nummer 11.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Brøndby IF, der fredag ikke har nogen kommentarer til kendelsen.

Nu vil man bruge weekenden til at overveje om kendelsen skal ankes. Inden to uger kan Brøndby anke kendelsen til Fodboldens Appelinstans.