Med få dage tilbage af transfervinduet er Brøndby nu tæt på at hente en ny signing.
Og det er en dansk en af slagsen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Brøndby budt 2,5 millioner euro inklusiv bonusser - svarende til omkring 18,5 millioner danske kroner - for Rasmus Lauritsen.
Den 26-årige midterforsvarer ser dermed ud til at blive erstatningen for den nu tidligere Brøndby-anfører Andreas Maxsø, der fredag blev præsenteret i Colorado Rapids.
Bestyrelsen i Dinamo Zagreb har ifølge Ekstra Bladets oplysninger endnu ikke godkendt buddet, men det er forventningen i Brøndby, at handlen vil falde på plads, medmindre noget uventet skulle ske i 11. time.
Lauritsen har således fået grønt lys til at forhandle de personlige vilkår og rejse mod Danmark.
Den kroatiske avis Germanijak kunne som de først berette om Brøndbys bud.
Rasmus Lauritsen har en fortid i FC Midtjylland og Vejle Boldklub og har de seneste to sæsoner tørnet ud for Dinamo Zagreb, der er Kroatiens største klub.
I denne sæson har han dog ikke været blandt de foretrukne, og det tyder derfor på, at han inden længe vender tilbage til Superligaen.