Brøndby tæt på Maxsø-salg

Den danske mester er tæt på at sælge sin anfører - formentlig til en russisk klub

En af Brøndbys allerbedste spillere i seneste sæson, hvor Vestegnsklubben sikrede sig det danske mesterskab, kan inden længe være fortid i klubben.

Brøndby er tæt på sælge Andreas Maxsø, hvilket B.T. skrev om lørdag. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan anføreren blive solgt til formentlig en russisk klub for cirka 15-16 mio. kr. og har måske allerede spillet sin sidste kamp for Brøndby.

Anton Skipper, der var udlejet i foråret, kan derfor tilsyneladende tage pladsen i midterforsvaret fra start søndag mod Viborg, selvom Maxsø er en del af truppen på Brøndbys hjemmeside til kampen.

Et salg af den vigtige anfører er tæt på. Foto: Lars Poulsen
Et salg af den vigtige anfører er tæt på. Foto: Lars Poulsen
 

Hvis Maxsø bliver solgt, er alle tre stoppere, der spillede fast i seneste sæson, samt målmand Marvin Schwäbe væk.

Maxsø spillede mange kampe i mesterskabssæsonen med Anthony Jung (skiftet til Werder Bremen) og Hjörtur Hermannsson (skiftet til Pisa) på hver sin side.

Andreas Maxsø købte sig selv fri fra Uerdingen for to sæsoner siden og har en frikøbsklausul i Brøndby, som lyder på 23 mio kr. nu og cirka 11 mio. kr. fra 1. september.

Hvis Maxsø bliver solgt for 15 mio. kr., har Brøndby sikret sig samlet omkring 165 mio. kr., da Jesper Lindstrøm-salget indløser minimum 50 mio. kr., mens klubben også er sikret mindst Europa League-gruppespil. Det vil i så fald give cirka 100 mio kr.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby, men klubben har ingen kommentarer.

Brøndbys misterhold - sådan er planen (+)