Carsten V. Jensen har ikke travlt i forhold til en forlængelse med Dominik Kaiser
Dominik Kaiser står med gode kort på hånden. Den 30-årige tysker kan frit forhandle med interesserede klubber. Foto: Lars Poulsen.
Brøndbys to største profiler kan være fortid, når sæsonen er slut.
Brøndby er parat til at sælge Kamil Wilczek allerede her i januar-vinduet, hvis det rigtige tilbud dukker op.
Og næste mand ud ad svingdøren på Vestegnen kan blive Dominik Kaiser, der har kontraktudløb til sommer.
Parterne har været i indledende dialog, men siden har forhandlingerne endnu ikke ført til en aftale. Og intet tyder på, at det vil ske lige med det samme.
På den måde arbejder tiden lige nu for den 30-årige tysker, der frit kan forhandle med interesserede klubber om fremtiden.
Dominik Kaiser har været en vigtig spiller for Brøndby i denne sæson, hvor han har været en markant profil. Måske stopper samarbejdet til sommer. Foto: Lars Poulsen.
Jeg har ikke travlt - Der er ingen afklaring. Og jeg har ikke travlt i forhold til Kaiser. Lige nu foregår der en større øvelse i forhold til at få tingene til at hænge sammen i Brøndby, siger Carsten V. Jensen og slår fast:
- Vi skal have sat ting i værk, så vi hænger bedre sammen økonomisk, men vi skal også sørge for at opretholde et tilfredsstillende sportsligt niveau, fastslår han.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen er ude i en svær øvelse, når han skal sammensætte fremtidens Brøndbytrup. Han skal skære i lønudgifterne og samtidig sikre sig, at Brøndby har et mandskab, der kan kæmpe med om en placering i top-3.
Et farvel til både Kamil Wilczek og Dominik Kaiser vil være en afsked med to af truppens mest markante spillere, men også med de to mest løntunge spillere.
Wilczek og Kaiser menes at få i niveauet 7,5-8 mio. kr. samlet i løn om året i Brøndby.
Mens Brøndby tøver, står Dominik Kaiser godt i forhold til at finde en ny arbejdsgiver, fordi han frit kan tale med hvem, han vil.
Et travlt vindue i Brøndby
Han er kommet ind
Anis Ben Slimane
Det 18-årige midtbanetalent kom til Brøndby sidste sommer fra AB. Han er et stort talent. Og nu bliver han belønnet. Han begynder at træne med i superligatruppen her i foråret. Det er en spiller Brøndby forventer sig meget af. Han forlængede i efteråret til 2023.
De er væk:
Hany Mukhtar
Han er solgt til MLS-klubben Nashville for et beløb i omegnen af 20 mio. kr. efter næsten fire år på Vestegnen.
Luke Singh
Han kom i starten af sidste år på en lejeaftale. Han nåede aldrig at få superligadebut. Ved udgangen af 2019 rejste han retur til Toronto.
De skal ud
Ante Erceg
Kroaten har udspillet sin rolle på Vestegnen. Han har fået flere chancer, men ikke grebet dem. Udfordringen er, at han får en rigtig god løn i Brøndby. Og derfor kan han ende med at få penge med. Bare så Brøndby kan slippe af med ham.
Andreas Bruus
Den 20-årige angriber skal videre i karrieren. Han fik ikke ét eneste minut i efteråret. Han har ingen fremtid på Vestegnen. Niveauet er nok ikke til mere end 1. division.
De store spørgsmålstegn
Jens Martin Gammelby
Det kan blive hans forårschance, hvis Brøndby ikke bliver enig med Johan Larsson om en aftale. Men han hænger i en tynd tråd uden meget tillid fra Niels Frederiksen.
Johan Larsson
Gensynet med Brøndby i efteråret blev ikke så godt som de første fire år, hvor han var en markant profil. Lige nu kan parterne ikke blive enige om betingelserne for en ny aftale. For Brøndby handler det helt sikkert om et krav om lønnedgang.
Dominik Kaiser
Han spiller med stor sikkerhed foråret i Brøndby. Kontrakten står til udløb til sommer. Hvis en forlængelse skal komme på tale, bliver der tale om lønnedgang. Han får ikke en ny aftale med en løn på +300.000 kr. om måneden.
Hjörtur Hermannsson
Den islandske landsholdsspiller er ude i op til to måneder yderligere. Og det kan blokere for et januar-skifte. Han skal snart videre, fordi der skal skabes plads til Anton Skipper. Han har kontraktudløb i sommeren 2021. Det ligner et salg til sommer.
Han kan komme ind:
Rezan Corlu
Han har netop forlænget sin kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2023. Senest til sommer er han retur på Vestegnen. Det kan dog ske allerede her i januar.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.